Hvis man i disse dage slentrer en tur gennem det indre København og slår et smut forbi Ny Østergade, så kan man på en af bygningerne se et stort vægmaleri.
Det viser en af Marvels superhelte, nærmere bestemt Wolverine, på et 7 x 12 meter stort maleri, som er udført af Peter Skensved.
Det er en del af filmselskabet Twentieth Century Fox’ OOH (Out of Home)-kampagne for filmen Logan, hvor skuespiller Hugh Jackmans for 9. gang optræder i rollen som mutanten Wolverine.
Netop fordi karakteren Wolverine har været så stor en del af Fox’ film over årene, har Twentieth Century Fox Danmark valgt at tilgå OOH kampagnen anderledes på denne sidste film i serien.
Begejstret marktingchef
– Vi synes både filmen, Logan-karakteren og skuespilleren Hugh Jackman fortjener en hyldest, og det har vi valgt at gøre ved at skabe et kæmpe vægmaleri i København, siger Lykke Lind Thomsen, marketingchef i Twentieth Century Fox Danmark.
Vægmalerier er skabt i samarbejde med Vizeum, Citrusmedia og murkunstner Peter Skensved, som er kendt for sine realistiske vægmalerier i stort format.
Kunstneren har brugt den sidste uges tid på at male hele væggen, og forbipasserende kan nu se Logan i øjnene de næste to uger.
Kreativ outdoor, tak
For Citrusmedia og Twentieth Century Fox har det været en fin mulighed at kunne eksekvere OOH kampagnen på en kreativ måde, som skiller sig ud fra de mere gængse filmkampagner.
– Det er altid en stor fornøjelse at kunne bidrage til en anderledes kreativ kampagne, og arbejde med en kunde der tør afprøve nye måder at gøre tingene på, siger Eilif Rosenkilde, direktør i Citrusmedia.
– Vi elsker, når nye og spændende muligheder byder sig. Filmmediet indbyder til kreative kampagneløsninger, og vi har været meget glade for samarbejdet med Citrusmedia, slutter Lykke Lind Thomsen, marketingchef for Twentieth Century Fox.