Woody Allen nægter at medvirke i amerikanske reklamer. Og når han så oven i købet ikke får penge for det, nægter filminstruktøren endnu mere.
Det har det amerikanske tøjfirma American Apparel fået at mærke. Tøjfirmaet var så uforsigtig at bruge et gammelt billede fra Woody Allen-klassikeren ”Annie Hall” fra 1977 i en række reklamer.
Det reagerede Woody Allen prompte på med et sagsanlæg.
American Apparel valgte dog at indgå et forlig med filminstruktøren, der fik 27 millioner kroner i erstatning.
– 27 millioner kroner er nok til at forhindre, at American Apparel eller nogen andre nogensinde prøver på det igen, sagde Woody Allen efterfølgende til Reuters.
American Apparel truede ellers Woody Allen med at gøre retssagen så offentlig som muligt, og ville blandt andet indkalde Mia Farrow som vidne, hvilket skulle lede tankerne hen på den ydmygende retssag Woody Allen var igennem i 1992, angående en affære med Mia Farrows adopterede datter, Soon-Yi
– Trusler og læk til pressen af American Apparel, som skulle tilsmudse mit omdømme, virkede ikke. Deres plan om at indkalde en lang række vidner, som intet har med retssagen at gøre, blev også underkendt, sagde Woody Allen.
I annoncerne er Woody Allen klædt ud som en ortodoks jøde, og grundlæggeren af American Apparel, Dov Charney, siger, at han fandt på reklamerne i 2007
– Reklamerne skulle inspirere til dialog. De var i hvert fald ikke lavet til at sælge tøj, siger Dov Charney.
American Apparel er et af de største tøjfirmaer i USA, og har tidligere provokeret med reklamer med meget afklædte unge mennesker. Desuden har Dov Charney selv været anklaget for sexchikane af en række tidligere medarbejdere.
ac