Detailkæden Rema1000 åbner endnu en butik i morgen, denne gang på Carlsberg-grunden på Vesterbro i København. Og det bliver en sag på 1.000 m2, hvilket er stort i Rema1000-sammenhæng, men da området er underforsynet med detailbutikker, er succesen nærmest garanteret.

Det får dog ikke købmand Max Skov Hansen, manden bag den nye butik, til at slumre i hængekøjen. Han kaster hele butikken, undskyld udtrykket, ind i en (relativ) gigantisk Word-of-Mouth indsats, thi han vil erobre markedet via det gode omdømme, tilfredse ambassadører spreder.

De 400 ambassadører findes på to nærliggende kollegier, hvor alle beboerne begaves med poser fyldt med dagligvarer:

– Beboerne på kollegierne får økologisk pasta, en frossen pizza, økologisk mælk fra Osted, hamburgerryg til pålæg og økologisk rugbrød plus en række andre dagligvarer. De har lidt færre penge end os andre, og de skal have noget for pengene. Vi viser, at de kan få en pakke økologisk pasta for 7,95. Hvis de kan lide de varer, vi giver dem, vil de sandsynligvis vende tilbage og handle hos os, siger Max Skov Hansen.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at de unge kollegianere plus 1.400 andre i bydelen, der også modtager skræddersyede gaver, vil sprede de gode informationer. Det er Walk the Talk markedsføring, så det basker.

Ud over gaveboden inviteres de nærliggende beboere i dag ind i Humlebyen, et af de mest attraktive bebyggelser på Vesterbro, hvor Osted Mejeri kommer med en levende økologisk ko, der illustrerer, at mælken og osten kommer med indbygget bæredygtighed.

– Vi vil gerne vise, hvad vi kan levere – ud over at have et lavprissortiment som alle andre detailkæder. Levende dyr og økologiske produkter vil skabe en del opmærksomhed, fortsætter Max Skov Hansen.

De mange poser med tillokkende varer er sendt ud til tre grupper: De ”fattige” kollegianere, familier og ældre, der hver især har forskellige behov, når de går på indkøb. Ud over eventen og poserne er det nye Rema1000 massivt til stede i de tre lokalaviser, der dækker Vesterbro, Valby og Frederiksberg kommune.

Informationerne om modtagerne er indhentet uden dikkedarer via krak og andre nettjenester. Vesterbro Bladet, Frederiksberg Avis og Valby lokalavis tjener på print-annonceringen.

– Vi annoncerer kun med dagligvarer, ikke som nogle af konkurrenterne med billige PC’er eller andre varetyper. Vi koncentrer os om de dagligvarer, vi kan sælge til fantastiske priser, det mener vi er rigtigt for os, slutter Max Skov Hansen.

Og hvis nogle skulle være i tvivl, sniger det fysiske brev sig også ind i Rema1000s marketing: De mennesker, der skal have en pose med varer, fik et fysisk brev ind af brevsprækken med den gode nyhed. PR og ambassadørerne spreder resten. Hvor svært kan markedsføring egentlig være?