Telestyrelsen offentliggjorde i går sin halvårlige markeds-statistik (2. halvår 2000), og det har givet anledning til massiv omtale i en række medier af udviklingen i markedsandele.
Jyllands-Posten konstaterer ud af tallene, at World Online har mistet 22 pct. af sine kunder – fra ca. 170.000 til ca. 132.000. World Onlines direktør Svend-Erik Jensen siger dog til avisen, at han ikke kan genkende tallene, og at der må være sket en fejl i opgørelsen. Børsen peger da også på, at der er problemer med at kategorisere World Onlines samarbejde med Shell under navnet 12Move.
Børsen noterer desuden, at Sonofon har tabt markedsandele – fra 34 til 32 pct. – men konstaterer dog samtidig, at Sonofons kunder i gennemsnit er de mest talende.
Umiddelbart viser tallene, at TDC taber markedsandele på fastnettet – fra 67 til 63 – men de fleste hæfter sig dog ved, at TDC klarer sig bedre end ventet i den skarpe konkurrence. Desuden fremhæver Børsen, at udviklingen i salget af ADSL-abonnementer, der ikke betaler minut-pris, påvirker TDCs markedsandel negativt uden at det er udtryk for tab af kunder.
Tele2 vinder frem, mens Telia og Mobilix holder deres andele. Endelig viser opgørelsen, at danskerne har taget SMS til sig. i perioden blev der sendt over 400 mio. beskeder. fin