Skuespilleren Susan Sarandon, Virgin-bossen Sir Richard Branson, sangerinden Aretha Franklin, den kontroversielle og stenrige forretningsmand Donald Trump – og minsandten også golfspilleren og Wozniacki-kæresten Rory McIlroy.

Kendte ansigter, som alle har det til fælles, at de interesserer sig for tennis – på den ene eller den anden måde, kan man sige…og som lige nu alle er aktuelle som nye ansigter i en kampagne fra den internationale kvindetennis-organisation WTA.

Organisationen lancerede sidste år et omfattende globalt fremstød for sporten under sloganet ”Strong Is Beautiful”, hvor tennis-stjerner som Maria Sharapova, Serena Williams, Kim Clijsters – og Caroline Wozniacki – optrådte med aftenkjoler og tennisketchere under kreativ ledelse af San Francisco-bureauet Goodby, Silverstein & Partners.

Den nye kampagne kører under samme slogan, og ifølge marketingmagazine.co.uk får hverken tennis-stjernerne – Caroline Wozniacki og kinesiske Na Li optræder også i den nye kampagne – eller kendis-ambassadørerne penge for at optræde i kampagnen.

Andrew Walker, der er marketingchef i WTA, siger til nyhedssitet, at man mener, kendis-ambassadørerne vil kunne løfte interessen for kvindetennis yderligere.

Kampagnen starter om kort tid – passende timet til US Open, som serves i gang i New York på mandag – og kampagnen kommer til at køre på tv og print.