
I går slog danske Caroline Wozniacki sig frem til kvartfinalerne i grus-turneringen i Rom, hvor hun i eftermiddag møder Jelena Jankovic.
Men trods sit stramme turneringsprogram, har tennisstjernen også haft tid til at stille op til diverse aktiviteter uden for banerne.
Lige nu er hun således aktuel i en global reklamekampagne for kvindetennis, søsat af den internationale kvindetennis-organisation WTA (Women’s Tennis Association) – og med San Fransisco-bureauet Goodby, Silverstein & Partners som kreativ kraft.
Kampagnens payoff er ”Strong is beautiful” og i den første af en række film har Caroline Wozniacki æren af at slå til bolden i slow motion iført sort aftenkjole med spaghettistropper og udslået hår.
Selv siger danskeren til New York Times om filmen:
– Det kræver så meget forskelligt af en, at nå toppen i en konkurrencepræget sport som tennis – en stærk karakter, disciplin og viljestyrke. Det er alle disse ting, der definerer, hvem vi er som mennesker og som sportsudøvere. Jeg synes, kampagnen fanger spillernes indre styrke på en meget smuk måde.
Ud over Caroline Wozniacki optræder Sam Stosur, Ana Ivanovic, Li Na, Vera Zvonareva, Serena Williams, Victoria Azarenka og Kim Clijsters i filmen.
Kampagnen omfatter en serie af tv-reklamer, print, online og sociale medier og skal køre i 80 lande over de kommende to år.
/embed>/embed>/embed>