Infosys, der er en indiskejet IT-virksomhed i den absolutte sværvægtsklasse, har tidligere slået sig sammen med det verdensomspændende WPP-netværk for at udvikle en ny, digital marketingplatform.

Nu er sløret løftet for resultatet (BrandPlatform), som angiveligt gør det lettere at overskue den myriade af digitale marketingaktiviteter, som reklamechefer skal håndtere i dag.

Det nye værktøj er baseret på BLUE-tankegangen, som står for ”Build, Listen, Understand and Engage”, og det er BrandEdge, WPP-netværkets spydspids inden for multichannel-marketing, der har udviklet det i samarbejde med den indiske IT-gigant.

Platformen bliver solgt via abonnement og er baseret på en ”betal-for-brug”-model.

– Organisationer arbejder på at bygge morgendagens virksomheder, og det betyder, at de må levere personaliserede produkter og services til en oplyst, digital generation, siger S. D. Shibulal, CEO for Infosys ifølge en pressemeddelelse.

Han bakkes op af Sir Martin Sorrell:

– Det lader til, at kunder søger enkle løsninger i en stadig mere kompleks marketingverden. Brugen af teknologi og data analytics som effektiviteringsværktøj i denne verden er veldokumenteret. Det store problem er, at de traditionelle tilgange til marketing og til teknologi taler forskellige sprog, siger han.

Du kan læse mere om BrandEdge her.