To af Danmarks ældste og bedst kendte brands i kommunikationsbranchen bliver lagt sammen. Hensigten er at udnytte synergien mellem de to bureauers kompetencer i et marked, hvor efterspørgslen på kommunikationsrådgivning er blevet mere kompleks.

Dermed opstår et af de største kommunikationsbureauer på det danske marked. Det nye bureau får mere end 30 medarbejdere og en profil, der udnytter de to bureauers spidskompetencer. Strategien for de to WPP-ejede PR-bureauer er den samme, som da JWT blev lagt ind under Ogilvy-brandet, og da AdPeople blev opslugt af Wunderman.

Burson-Marstellers hidtidige CEO, Nikolaj Buchardt, bliver administrerende direktør i det nye bureau.

– Hill+Knowlton Strategies har med succes skabt en position i markedet som bureauet, der har ekspertise og indsigt i målgruppers adfærd og i udvikling af kreative og integrerede kampagner, siger Nikolaj Buchardt.

– Burson-Marsteller har sit stærke fokus på strategisk corporate kommunikation, issues management og public affairs. Det er logisk at sætte de to stærke profiler i spil under ét fælles set-up.

Matcher kompleks efterspørgsel

Bureauet vil nu og i fremtiden repræsentere både Burson-Marsteller og Hill+Knowlton Strategies på det danske marked og være en del af de to bureauers internationale og nordiske netværk.

Hensigten med fusionen er at matche de stadig mere komplekse krav, som markedet stiller.

– Når vi lægger de to bureauer sammen, vil det give ét nyt og stærkt bureau, som kan tilbyde kunderne hele værdikæden fra den tunge strategiske rådgivning og helt ud til eksekveringen af effektive og kreative kampagner på tværs af kanaler.

– Vores markedsposition bliver Strategic Thinkers, Behavioral Understanders, Creative and Integrated Implementers. Det er en samlet kompetence, som markedet og vore kunder i højere og højere grad efterspørger, siger Nikolaj Buchardt.

Indtil videre vil det nye bureau arbejde under navnet HK-BM med kontor på Bredgade 65 i København K. Medarbejderne vil i den nærmeste fremtid blive involveret i en proces, hvor der skal findes et nyt navn.