WPP Group har nu taget et vidtgående skridt, hvor man henter ressourcer fra en række af reklamekoncernens mange brands for at skabe noget der nærmest må betragtes som et Ford-bureau.
De involverede bureauer er JWT mediaenheden Ford Media Service, der begge er placeret i Detroit, samt Ogilvy & Mather, Y&R, Wunderman, Mediaedge:cia og Mindshare, der alle er placeret i Dearborn uden for Detroit.
Teknisk vil de ansatte fortsat være ansat i de enkelte bureauer, men de skal referere til chefer der får ansvaret for en række enheder, der kreeres direkte med henblik på at servicere Ford – som f.eks. Shared Media Services, Brand Experience Services og Shared Administrative Services. Under disse enheder vil man også finde PR, CRM og direct marketing.
WPP understreger, at skridtet ikke er taget alene for at spare penge i skyggen af bilgigantens dårlige resultater.
– Vi ville have gjort det under alle omstændigheder. Skridtet sigter mod at dele ’bedste praksis’, siger Satesh Korde, der er præsident for WPP Ford Team, til AdAge.com.