Hvis Carats moderselskab, Aegis, skal overtages af en af de andre grupper, så er der nu en soleklar favorit. Franske Vincent Bolloré er hovedaktionær i Havas (Euro RSCG) og han har nu øget sin ejerandel i Aegis til 25,06 pct. Dermed har han blokerings-magt som mindretals-aktionær i henhold til engelsk lovgivning. Kommer han over 30 pct. skal han afgive et bud på alle aktier.
Samtidig er WPP Group nu endeligt ude af spillet. Senest i fredags skulle der være kommet et bud fra WPP, men det kom der ikke, og nu skal der gå et halvt år, før WPP må beskæftige sig med Aegis.
Vincent Bolloré har hidtil afvist andet end en ren finansiel interesse i Aegis, men der spekuleres nu i, at han vil annoncere et bud på Aegis før han senest d. 15. december skal annoncere en samlet plan for Havas´s fremtid. fin
Kilde: AdAge.com