I gamle dage sagde man, at en direktør, der hyrer IBM, bliver aldrig fyret. I den moderne, digitale dialog-æra kan man sige det samme om Wunderman, Direct, dialog og relations-eksperterne i WPP-koncernen.
Kunderne er bl.a. Grundfos, SAS, Microsoft, B&O, Pandora, Matas, Aftonbladet, Ford og Adidas, og de pynter unægtelig på visitkortet.
Nu er den danske afdelings regnskab på gaden, og toplinjen er vokset med 71 pct. siden 2011 – til 111,6 mio. kr. Resultatet er smukt som sommersolen og lyder på 31,1 mio. kr., om med 9 pct. fra 2014, hvor bureauet ”kun” skabte et overskud på 28,5 mio. kr.
Ledelsesberetningen siger ikke noget om ”tilfredsstillende” eller ”særdeles tilfredsstillende,” men selv Sir Martin Sorrell, WPP-topchefen, klapper i sine hænder. Hans krav til sine bureauer er 18 pct., men Wunderman leverer 28 pct. Og det er som bekendt meget, meget fint og rigeligt til, at bureauet for nylig gik ind og udvidede sin ejerandel af AdPeople.
Betydelig plads til oprydning og forbedring
I den anden ende af skalaen finder vi TBWA/BBDO, sammensmeltningen af de to globalt set hæderkronede bureaubrands, der for relativ nylig fik Erich Karsholt ind som CEO.
Han har stadig arbejde foran sig, tør man godt mene. Bruttoresultatet er faldet fra 9,5 mio. kr. i 2014 til 6,0 mio. kr. sidste år. Årets resultat er faldet fra -2,0 mio. kr. forrige år til -3,5 mio. kr. i 2015. Og bureauet har endda betalt udskudt skat på en rund million, sandsynligvis som et led i oprydningen.
MediaCom er trængt på top og bund
Også et mediabureau, MediaCom, afleverer regnskab, og her er der også plads til at arbejde med indtjeningen.
En faldende nettoomsætning med 16 pct. over et år, eller 27 pct. over fem år og et vigende bruttoresultat på 16 pct. fra 2014 til 2015 viser noget om intensiteten i kampen om at fordele mediekroner.
Bundlinjen er også udhulet, så hvor MediaCom tjente 5,8 mio. kr. i 2014, er man landet på mindre end en million kroner sidste år. 2014 var topscorer de sidste fem år, og mon ikke en del af forklaringerne på det er investeringer i nye kompetencer?
Alle de dygtigste mediabureauer har enten selv investeret massivt i digitaliseringen – eller også har de brødre og søstre i eget netværk, der gør det. Ledelsesberetningen afslører intet om strategien frem over.
Nøgletal 2015/ 2014
(Mio. kr.)
Wunderman
Bruttoresultat: 111,6/ 106,4
Årets resultat: 31,1/ 28,5
TBWA/BBDO
Nettoomsætning: 16,7/ 27,2
Bruttoresultat: 6,0/ 9,5
Årets resultat:-3,5/ -2,0
MediaCom
Nettoomsætning: 597/ 708
Bruttoresultat: 47,7/ 56,7
Årets resultat: 0,9/ 5,8