EmergeWunderman tager nu skridtet fuldt ud efter fusionen mellem de to i 2006 og ændrer navn til blot Wunderman. På den måde signaleres det også over for omverden, at Wunderman København med sine knap 80 medarbejdere er en fuldgyldig del af Wunderman på verdensplan, der med sine 5.000 medarbejdere fordelt over 100 kontorer er verdens største relationsmarkedsføringsbureau.

– Med navneændringen viser vi, at vi er et fuldblodsmedlem af Wunderman-familien med alle de fordele, muligheder og adgang til internationale erfaringer og statistisk data og sparring, det giver. Fra Wunderman Københavns side kan vi til gengæld bidrage med fx vores ekspertise i brugen af digitale medier. Fusionen har da også i flere tilfælde ført til endda meget tætte samarbejder over landegrænserne, siger partner i Wunderman København, Chandra Benjamin Mostov.

Senest har Wunderman København således via sin særlige ekspertise i digitale løsninger været med til at vinde teleudbyderen Orange’s direct marketingbudget i England til en estimeret værdi af 550 mio. DKK.

Ca. 25 pct. af Wunderman Københavns nuæverende medarbejdere kommer fra udlandet, fx Spanien, Brasilien, Kina, Pakistan, Polen, Italien, Sverige, Norge, Finland og Tyskland.