En WWF-annonce, der måske, måske ikke er kreeret af Årets Bureau i Cannes 2009, DDB i Brasilien, har givet Verdensnaturfonden anledning til at tale med meget store bogstaver.
Annoncen viser et billede af New York, Manhattan, hvor hundredevis af fly er på vej ned mod byens tidligere berømte vartegn, World Trade Center, Teksten lyder ”The tsunami killed 100 times more people than 9/11. The planet is brutally powerful. Respect it. Preserve it”, og naturfondens logo pynter nydeligt i øverste venstre hjørne.
Stærkt og effektfuldt, sikkert – der er bare lige den lille hage ved det, at annoncen ikke er hverken bestilt eller godkendt af WWF.
Organisationens hovedkontor i Washington har således udsendt en meddelelse, hvori man på det skarpeste fordømmer annoncen.
– Vi finder annoncen smagløs og anstødelig og har ikke på nogen måde hverken godkendt fremstilling eller offentliggørelse af den. Der er tale om uautoriseret brug af vores logo, og vi er i gang med at få annoncen fjernet fra de hjemmesider, hvor den figurerer. På vegne af WWF over hele verden, vil vi gerne understrege, at annoncen på ingen måde afspejler de tanker og følelser, vores medarbejdere repræsenterer.
Annoncen har givetvis også givet anledning til et par hurtige telefonopkald fra WWF til DDB…
Men ifølge WWF’s meddelelse er det formentlig slet ikke DDB, der har lavet annoncen.
– Det er vores opfattelse, at den er lavet af et reklamebureau, som har været ude efter vores brasilianske budget, skriver Verdensnaturfonden på sin hjemmeside.
Om det så lykkes at få fjernet annoncen fra de forskellige net-sider, hvor den netop nu florerer, er til gengæld nok tvivlsomt.
Den figurerer eksempelvis på
Ads of The World, hvor den i øvrigt har trukket bunker af kommentarer, og den ligger på
advertolog.com, Begge sites krediterer DDB Brasilien for annoncen.
Og selv en lille pris er det blevet til – en såkaldt merit award hos
The One Show…