Jamo i Glyngøre er Europas største højttalerproducent med over 350 forskellige modeller på programmet. Nyeste skud på stammen – der lanceres medio februar – hedder X3M og er udviklet specielt til gruppen “young appeal“ (de 16 til 30 årige med interesse for techno, heavy rock, film og musik med power).
Gruppen defineres således: Overvejende unge mænd, der har musik og og lyd som den væsentligste interesse. De bruger megen tid på at surfe på internettet samt kigger og lytter til alternativ musik. De læser specielle ungdomsmagasiner og er svære at nå via de normale medier. Og endelig skal de have en grund til at gå ind i en hifi-forretning.
– Det er en gruppe af “high pleasure seakers“, der ikke er så materialistiske, men som alligevel gør meget for at få de “rigtige“ ting. Sammen med Midt Marketing i Ikast har vi udviklet en markedsføringsplan, der bør kunne nå denne specielle gruppe, fortæller marketingchef Helle Toftgaard, Jamo.
Allerede i udviklingsfasen er der dog tænkt på målgruppen. Ingeniørerne hos Jamo har satset meget på en meget præcis basgengivelse, som er vigtig for målgruppens musik. Men alene navnet burde appellere til dem ligesom designet er lavet “ekstremt“. Finishen er i blank metal med sorte højttaler-enheder samt gule bøjler. (Skulle en kommende kæreste finde designet for ekstremt, bliver højttalerne mere anonyme, når man beklæder dem med en sort stoffront.)

NETMARKEDSFøRING
Jamo har i flere år været på nettet på www.jamospeakers.com, men har til lejligheden oprettet en ny side – www.xtremly-loud.com – der skulle interessere gruppen young appeal.
– Vi har fået den israelske undergrundsmusik-guru Mino Vaknin med tilnavnet Messiah til at lave et musikstykke, som de unge skal komponere videre på. Musikken kan hentes på nettet eller den kan hentes på en gratis CD hos vore forhandlere.
– Deltagerne i konkurrencen skal lave deres egen remix, som de på CD eller bånd kan sende til Jamo, hvor en kvalificeret jury vil finde en vinder. Hver måned trækkes vindere, mens den endelige vinder kåres medio august, forklarer Helle Toftgaard.
Gruppen af unge, der ikke vil remixe, kan vinde småpræmier i markedsføringsperioden.
Udover præsentationen på egen hjemmeside vil X3M præsenteres i bannerannoncer på blandt andet AltaVista, ligesom man vil indrykke annoncer i ganske få meget smalle magasiner. I udvalgte butikker, cafeer og andre in-steder, hvor målgruppen kommer, vil der blive uddelt flyers med henvisning til konkurrencen på websiten.
Og endelig vil højttalerne – der leveres i to størrelser – i butikkerne blive præsenteret med sort/gul advarselstape med teksten “Danger Zone“.
Markedsføringen af X3M gennemføres i første omgang i de tolv lande, Jamo har datterselskaber. Senere udvides med en god snes af producentens vigtigste markeder.