Da Benjamin Medias magasin FHM og Microsoft i foråret 2007 i fællesskab begyndte et halvt år langt kampagneforløb for spilkonsollen Xbox 360 i form af en såkaldt advertorial, en reklame der ligner journalistik, er det ifølge professor og ekspert i markedsføring Roy Langer problematisk. Det skriver Journalisten.
– Det er direkte i strid med markedsføringslovens forbud mod skjult reklame. For at der ikke skal være tale om skjult reklame skal en sådan advertorial adskille sig klart fra det redaktionelle stof, det kan for eksempel ske ved at skrive ”annonce”, siger han.
Fagbladet Journalisten fortæller, hvordan cirka halvdelen af de 22 sider i FHM ikke er markeret med ordet ”annonce”, og at det blandt andet er tilfældet for den syv sider lange introduktion af konkurrencen, som Microsoft har leveret til FHM.
Både administrerende direktør hos Benjamin Media Jan Lehrmann og juridisk direktør Nanna-Louise Linde hos Microsoft påpeger dog, at de syv sider alligevel adskiller sig markant fra resten af bladet i papirkvalitet og format.
– Efter vores opfattelse er der tale om et indstik, forklarer Nanna-Louise Linde.
Men det afviser Roy Langer
– Et indstik skal være løst. Og de syv sider sidder fast i bladet og ligner i layout resten af bladet. Etiske principper stopper tydeligvis ikke sammenblandingen af økonomiske interesser og redaktionelt stof, siger han
Sagen har tilsyneladende givet stof til eftertanke hos såvel Microsoft som Benjamin Media.
– Jeg ville ikke gøre det igen. I dag ville jeg skrive ”annonce”. Man lærer jo af sine fejl. Der er ingen tvivl om, at det ligger i en gråzone. Og der kan jeg ikke lide at ligge, siger Jan Lehrmann.
Hos Microsoft lyder det fra Nanna-Louise Linde:
– Microsoft har til hensigt altid at overholde gældende markedsføringsregler, og vi vil revurdere vores interne kriterier for denne type markedsføring.
sm