Yahoo har mandag lagt sag an mod internetgiganten Facebook for at bryde 10 af internetvirksomhedens patenter. Yahoo beskylder blandt andet det verdensomspændende sociale netværk for at overtræde patenter, som omhandler metoder og systemer til reklamere i cyberspace.
– Desværre forbliver vores sag med Facebook uløst, og vi er derfor nødt til at søge hjælp i retten. Vi tror på, at vi vinder retssagen, skriver Yahoo i en meddelelse.
Søgsmålet kommer omkring fem uger efter, at Facebook anmodede om at blive børsnoteret på Wall Street til en anslået værdi på næsten 100 milliarder dollar. I den seneste tid har der været en række andre store retssager om patentkrænkelser inden for smartphone- og tabletindustrien, hvor blandt andre Apple og Microsoft har kæmpet mod hinanden. Men retssager er relativt sjældne inden for virksomheder, der beskæftiger sig med sociale medier.
Ritzau