Creative Circle har nu offentliggjort vinderne af YCCA 2010, der til sommer skal dyste mod nogle af verdens skarpeste unge talenter ved Cannes Lions.
– YCCA er én af årets vigtigste aktiviteter i Creative Circle-regi. Det er altid enormt tilfredsstillende at opleve det engagement og den energi, som de unge lægger for dagen, siger Janne Østergaard, art director/partner hos Sunrise og ansvarlig for YCCA hos Creative Circle.
– Det betyder meget at vinde eller at blive nomineret til en YCCA. Dels pynter det gevaldigt på ens CV, og dels er det en fantastisk mulighed for at komme videre til Young Lions Competition i Cannes med alt, hvad det indebærer fagligt og socialt, fortsætter hun.
Det er i samarbejde med TV 2, at Creative Circle sender vinderne til det sydfranske, når den 57. udgave af Cannes Lions International Advertising Festival løber af staben fra den 20. til den 26. juni.
– Hos TV 2 er vi glade for at kunne støtte vækstlaget i den danske kreative branche med en tur til Cannes for vinderne af YCCA. Cannes Lions er et mekka for inspiration, og ungdomskonkurrencen dernede er en kæmpe oplevelse med stor prestige, siger Jacob Fischer, chef i TV 2|Marketing Business Relations, som har det danske repræsentantskab for Cannes Lions.
Temaet fra årets 24-timers udfordring i YCCA var ”Børnene tilbage i naturen” for Danmarks Naturfredningsforening.
Vinderne af YCCA 2010 og deltagere i Young Lions Competition 2010
YCCA design:
Robert Daniel Nagy – Scandinavian DesignLab
Mads Jakob Poulsen – Goodmorning Technology
YCCA digital:
Daniel Korn – Triple Cph
Julie Cetti – Zupa
YCCA print:
Nicolas Thomsen – Nørgaard Mikkelsen
Christian Hansen – Designskolen Kolding
YCCA film:
Lukas Lund – DMJX: Kreativ Kommunikation
Andreas Hoff – DMJX: Kreativ Kommunikation