Netdating er kommet for at blive. Det viser en stor ny dansk undersøgelse, baseret på 2000 respondenter på datingsitet Love.dk.
Undersøgelsen viser bl.a. at knap 1 mio. danskere har en dating profil på internettet. 70 pct. tror de finder deres livs kærlighed, når de dater via nettet. Kvinderne tror mere på den store kærlighed end mændene. 8 pct. har været utro over nettet – kvinderne trækker op i statistikken (bl.a. på grund af de yngre kvinder). Ældre netdatere er ensomme, yngre gør det primært af nysgerrighed og storby-datere er mindre ensomme end flertallet.
– Unge og ældre ønsker kærlighed og at danne par på samme måde som tidligere, men måden vi søger kærligheden på er i forandring, udtaler Marianne Levinsen, forskningschef på Fremforsk (Center for fremtidsforskning) i Århus.
– Netdating er én af flere måder at søge efter kærlighed og sex på. Fordelen ved denne måde er, at man kan være i dialog med en eller flere personer og finde ud af deres holdning til arbejde, børn og livskvalitet, før man beslutter sig for at møde den enkelte. Men netdating betyder ikke, at man ikke også søger efter kærligheden på jobbet, på byturen eller på uddannelsesinstitutionen, pointerer hun. pia