Sidst på foråret varslede Young & Rubicams Nordeuropa-chef Mark Bindloss Gibb, at en løsning på Y&R Copenhagens ledelses-situation ville være på plads inden sommerferien. Lige efter sagde han til Markedsføring, at der ville gå maks. to uger mere.
I skrivende stund er der fortsat ikke meldt en løsning ud, og igennem mere end en uge er det ikke lykkedes at få kontakt til ham. En mail til hovedkontoret i New York med spørgsmålet om, hvad der skal ske i København er heller ikke blevet besvaret. Og endelig er det heller ikke lykkedes at få kontakt til andre ledende medarbejdere – selvom de selvfølgelig har bedre grunde end Mark Bindloss Gibb til ikke at udtale sig.
Fakta er dog, at Y&R ikke har udpeget en ny adm. dir. efter Sune Bangs afgang sidste efterår, og det er en situation, som vækker dyb undren i den danske bureau-branche.
I Markedsføring d. 31. maj sagde han til Markedsføring: ”Vi er fast besluttet på at Y&R skal være et stærkt selvstændigt bureau. Det bliver et nyt bureau med en ny struktur, og det vil tage noget tid at bygge det op, men vi vil investere det nødvendige i det”.
Det er ambitioner som disse, der skaber stor undren, for de er svære at indfri, når man lader et bureau være uden en formelt udpeget adm. dir. i et år.
Tilbage i det tidlige forår sagde stærke rygter, at den løsning, der blev meldt ud internt i forbindelse med Joachim Rosenstands ansættelse som kreativ dir., hed en fusion med web- og dialog-bureauet Emerge, der holder til i samme bygning. Og med dette bureaus direktør, Jan Werner som adm. dir. Den løsning er fortsat favoritten blandt rygtesmedene. Spørgsmålet er dog, om den lange ventetid har slået ideen ihjel. Og i givet fald, hvad der så arbejdes på i stedet. fin