Det er ved at være halvandet år siden, TDC Kabel TV skiftede navn til YouSee og gik ud med et radikalt anderledes design.
Og selv om det kan være noget af en udfordring at banke et nyt brand op på en flad mark, så tyder nye kendskabsmålinger på, at det er lykkedes ganske godt i dette tilfælde.
I den seneste kendskabs-tracking, som MediaCom har lavet for YouSee, og som dækker fjerde kvartal 2008, svarede 78 procent således ja til, at de kender YouSee.
Og det sender YouSee op på et højere kendskab end et ”gammelt” mangeårigt brand som Stofa og op i nærheden af landsdækkende distributører som Viasat og Canal Digital.
Marketingchef Litten Bloch siger:
– Vi sammenligner os med Canal Digital, Viasat og Stofa, og vi kan se, at Canal Digital og Viasat meget naturligt har et højt kendskab – de har været på markedet i mange år – mens Stofa, som har eksisteret endnu længere ligger med et kendskab på niveau med vores. Men når vi nu kun har været på markedet i halvandet, så synes vi, det er flot, at så mange kender os.
Stor synlighed
Litten Bloch vurderer, at det høje kendskab blandt andet skyldes det meget markante, visuelle reklameunivers med de gule, grønne, orange og hvide striber, og at brandet har været meget synligt på flere forskellige platforme.
Lancerings-kampagnen, som blev skudt i gang, da TDC Kabel Tv i efteråret 2007skiftede navn til YouSee, rullede meget massivt ud på både tv, print og web og scorede også den gang højt på kendskab, da Markedsføring testede kampagnen.
Men også andre faktorer spiller ind, siger hun:
– Vi er synlige på vores Infokanal, hvor vores mere end en million kunder ofte zapper forbi, og så hjælper det også med, at vores stribede tekniker-biler kører hele Danmark rundt.