Danmarks største kabel-tv-udbyder, YouSee, har tiltrukket sig en masse opmærksomhed for en lille, sjov historie, der fremstiller YouSee som et kækt, ungt firma.
Omdrejningspunktet er en dialog på det allestedsnærværende sociale medie Facebook, hvor en forsmået kunde ”slog op” med Yousee i kølvandet på streamingtjenesten Netflix’ indtog på det danske marked. Det skete med disse ord:
Kære yousee.
Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Det seneste stykke tid har jeg gået og tumlet lidt med nogle ting, og jeg er desværre bange for at vi to ikke passer sammen mere. Jeg synes ikke, at vi er det samme sted. Og nu har jeg altså mødt en anden. Hun hedder Netflix og vi passer bare sammen. Jeg er virkelig ked af det, men jeg bliver nødt til at slå op med dig. Det går ikke mere det her. Men du skal vide, at det ikke er dig, det er mig. Jeg ved, at der er masser derude der gerne vil se dine TV-kanaler med alle reklamerne. Og måske kontakter jeg dig også igen en dag. Lige nu kan det bare ikke være os to.
Ha’ det godt.
Senere kom så svaret fra YouSee. Underholdende er det bestemt.
Kære Alexander,
Jeg er ked af, at du har fundet en anden. Jeg er jo ikke dum, og jeg anede jo nok, det var på vej, for du har virket så uengageret og ligeglad med mig i den senere tid. Det var nærmest kun, når du og gutterne skulle se fodbold, at du gad interessere dig for mig. Så var der ingen grænser for, hvor glad du var for mig – eller sur hvis jeg så ikke lige var der, når DU absolut ville.
Men jeg har jo ikke været blind for, at du ofte hellere ville sidde bag den lille dumme computerskærm. Så var du mere interesseret i at hoppe fra den ene mere uskarpe og tarvelige hjemmevideo på YouTube end mig og mine HD-kanaler. Og da jeg så forleden fandt en brugt Netflix kupon mellem sofapuderne, vidste jeg, at det var slut.
Jeg er ikke den første, der oplever en mand, der falder for en yngre model, og nok heller ikke den sidste. Jeg ved også godt, at jeg ikke er 17 længere, og der er nok også kommet en rynke eller to. Men jeg er ikke flov over mig selv. Jeg ved en masse om mænd og kvinder og børn. Jeg ved, hvordan man passer en familie og sørger for, at der er plads til alle i en husstand – både for de mindste og de ældste.
Farvel Alexander – din x-box er måske lidt våd og står et sted på Enghavevej:)
Mvh YouSee