Google-ejede Youtube sparkede i weekenden en af de 100 nye tv-kanaler i gang,
som selskabet i fjor bekendtgjorde, der var på vej.
Det drejer sig om den ungdommelige
Noisey Youtube Channel, som for at lokke seere til lokkede med en snigpremiere på kunstneren M.I.A.’s nye video til nummeret ”Bad Girls”.
Og det virkede tilsyneladende, da videoen på fem dage er blevet set over seks millioner gange.
Annoncer betaler musikken
Bag musikkanalen, Noisey, på Youtube står mediehuset Vice, der henvender sig til et yngre, musikelskende publikum.
Vice opererer i 34 lande og omfatter bl.a. onlineplatformen vice.com, som er et netværk af digitale kanaler, tv-produktion, pladeselskab, forlagsvirksomhed samt et in-house kreativt kommunikationsbureau.
I Youtubes nye kanalmodel får indholdsleverandører, såsom Vice og Noisey, en kanal på Youtubes website, som konstant opdateres med videoindhold. Til gengæld får YouTube lov til at sælge annoncer hertil.