Nu er det officielt. De fleste medarbejdere i Y&R er blevet fritstillet, og Y&R’s nordeuropæiske chef Mark Bindloss Gibb bekræfter, at Y&R fusioneres med Bates. Nyt navn bliver Bates/Y&R.
Han siger videre, at enkelte medarbejdere flytter med over til Bates og at man i øjeblikket taler med kunderne. Men da den proces endnu ikke er færdig, vil han ikke udtale sig om navne. Colgate og Danisco er dog givet blandt de mest kendte.
For Bates må aftalen ses som en klar fordel. Bureauet bliver nu del af et internationalt netværk, og får en tæt alliance med Emerge Wunderman. Desuden får Bates adgang til analysen Brand Asset Valuator, der indtager en stærk position på markedet for Brand-analyser.
Y&R har andre samarbejdspartnere og bureauer i de andre nordiske lande, så aftalen omhandler alene Danmark. Den hidtidige selskabskonstruktion i Y&R, hvor alle bureauer i gruppen har sorteret under et holding-selskab, Y&R Denmark Group, ophører dog. Bates/Y&R og Emerge Wunderman fungerer som ligestillede parter med hver sin reference internationalt. Mark Bindloss Gibb understreger desuden værdien af at være repræsenteret gennem bureauer med stærkt lokalt medejerskab.
– Det er vores filosofi, at et stærkt medejerskab er det bedste fundament for vores bureauer, siger Mark Bindloss Gibb. Han vil dog ikke udtale sig om fordelingen af aktier.
Han siger videre at ideen om at lægge Y&R sammen med Bates er af nyere dato.
– Det kan godt være, at der er mange, der længe har syntes, at ideen var oplagt. Men selvom den kan se oplagt ud på papiret, så er den det ikke nødvendigvis i virkeligheden. Vores plan har hele tiden været at revitalisere bureauet selv med Jan Werner (Emerge’s adm. dir.) som stærk partner. Men da vi for relativt nylig fik muligheden med Bates serveret, blev vi enige om, at vi skulle kigge på den, siger Mark Bindloss Gibb. fin