Efter en kort afstikker har Zendium tandpasta igen valgt Kunde & Co som bureaupartner. Det sker efter en pitch, hvor også to andre bureauer deltog. Med et enkelt univers, som indkapsler Zendiums stærke sider, har Kunde & Co vundet den milde, men effektive tandpasta tilbage efter en pause på tre år. Et vigtigt krav til den nye bureaupartner var at udvide kendskabsgraden på det nordiske marked:
– Vores valg faldt på Kunde & Co, fordi bureauet på bedste vis opfyldte de kriterier, vi havde opsat i pitchen. Desuden har Kunde & Co en god forståelse for brandpositionering og præsenterede en fornuftig plan for, hvordan vi kan kommunikere vores stærke enzymhistorie på det svenske og norske marked, siger Nordic Marketing Director hos Zendium Ulrik Rasmussen.
I årene 1998 til 2007 fungerede Kunde & Co ligeledes som bureaupartner for Zendium. Det udmøntede sig bl.a. i det velkendte univers med skuespilleren Iben Hjejle som kritisk patient i tandlægestolen.
– Vi er meget glade for igen at skulle arbejde sammen med Zendium. Vi har et rigtigt godt forhåndskendskab og er nu klar til at give tandpastaen det skub, som der skal til for, at det svenske og norske marked kan vokse sig lige så stort som det danske, hvor Zendium har en stærk placering, siger partner i Kunde & Co, Hans-Henrik Rasmussen.
Resultatet af det fornyede samarbejde vil være synligt på tv til september i både Danmark, Norge og Sverige. I Danmark, hvor forbrugernes kendskab til brandet er højt, vil der blive lagt vægt på også at forklare om tandpastaens mange varianter.