100 farverige babyelefanter, dekoreret af danske og udenlandske kunstnere, vil være at finde på gader og stræder i København, når kunst-begivenheden Elephant Parade til sommer kommer til Danmark.
Og en stor del af æren for, at elefanterne kommer til landet, tilhører såmænd Københavns Zoo.
Haven er nemlig gået ind som hovedsponsor – kaldet Presenting Partner – for begivenheden, som afsluttes med en auktion, hvor formålet er at skaffe økonomisk støtte til den udryddelsestruede, asiatiske elefant.
– Elephant Parade skaber på en sympatisk og tankevækkende måde opmærksomhed og debat om udryddelsen af den asiatiske elefant. Og begivenheden er med til at rejse konkrete midler, der bruges til blandt andet at købe land til elefantkorridorer i Asien, hvormed elefanterne kan foretage den vandring, der er så afgørende for, at de finder føde og parrer sig, siger Bengt Holst fra Københavns Zoo.
Foruden København Zoo er andre endnu ikke navngivne sponsorer på vej ind i projektet, hvortil kommer et antal strategiske samarbejdspartnere, som blandt andre tæller Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Den første Elephant Parade fandt sted i Rotterdam i 2007, og siden har der været udstillinger i Antwerpen, Amsterdam og London. Begivenheden har til dato rejst omkring 30 millioner kroner alene til bevarelsen af den asiatiske elefant.
Mere om begivenheden på
www.elephantparade.com