TV 2 Zulu er gået i luften med en ny brand-identitet, der har fået navnet ”Zulu på hjernen”.

I den nye identitet vil brugerne både på tv og på de øvrige medieplatforme blive mødt af en ”vild” farvepalette, stor typografi, glitch-effekter og uventede indholdsudbrud i det grafiske design.

Identiteten, der er blevet til i et tæt samarbejde mellem TV 2 Marketing, Hello Monday og motion designer Frederik Krogh, adskiller sig fra den måde, TV 2 normalt udkommer med en identitet på, primært fordi den er drevet af Zulus indhold.

Dynamisk identitet

Identiteten gør brug af hele Zulus univers og velkendte karakterer fra programfladen.

– Målet har været at skabe en dynamisk identitet, der kan udvikle sig over tid, og som støtter op om Zulus vitalitet og aktualitet, siger TV 2’s designchef Jesper Jul Mørch.

Samtidig er designet opbygget i et særligt on screen graphics-system, som skal gøre det nemt og effektivt at opdatere de grafiske elementer løbende.

Digitalt er der udviklet en design-generator – en web-app, der gør det muligt for både dem, der arbejder med Zulu – men også brugerne – at generere deres eget Zulu–indhold ud fra en defineret designramme.

– Vi arbejder i stigende grad på at udkomme med et fleksibelt design, og derfor er det vigtigt med online værktøjer, der er tilgængelige, og som gør, at alle kan bidrage. Det er tanken, at Zulu-brugerne fremadrettet skal kunne lege med og præge kanalens visuelle udtryk. Bl.a. gennem de identer, der optræder på fladen mellem Zulus mange programmer, slutter Jesper Jul Mørch.

Du kan læse mere om Zulu-identiteten her.