Næsten 400.000 eksemplarer af brætspillet Bezzerwizzer er røget over diverse salgsdiske i Norden siden spillet kom på markedet for fem år siden.
Og med en måned på bagen er online-udgaven af quizuniverset allerede godt i gang med til at sikre den fortsatte succes for spillebrandet.
Det er Zupa, der står bag modellen, som i første omgang er tilgængelig i dansk version, men som senere på året også lanceres på de øvrige skandinaviske markeder.
Interessant er det, at online-versionen er et selvstændigt forretningsområde for Bezzerwizzer Nordic Aps.
På Bezzerwizzer Online kan spillerne ganske vist sagtens oprette en profil og spille adskillige quizzer gratis – men vil man udfordres i universets resterende quizzer, så må man betale for det.
Forretningsmodellen bygger på mikrobetaling. Møntfoden i hedder B-mark, 100 B-mark svarer til 1 krone, og spillerne kan tanke op direkte på sitet via deres mobiltelefoner eller dankort. En quiz koster typisk mellem 1 og 4 kroner.
– Vi vidste fra starten, at vi ikke bare ville lave en spin off af brætspillet, men en digital løsning, der fungerer som et selvstændigt forretningsområde. Med udgangspunkt i omfattende markedsanalyser af andre populære spil til både iPhone og Facebook, men også af de mere klassiske konsolspil, arbejdede vi videre med, hvordan vi kunne skabe et solidt koncept ud fra de bedste af de learnings fra vores analyse, siger Asger Østerbæk, der er strategisk rådgiver hos Zupa.
Allerede nu er der 3.200 oprettede brugere, og der er spillet over 20.000 spil på det nye site, og Jesper Bülow, stifter af Bezzerwizzer Nordic Aps, har store forventninger til udviklingen.
– Vi har i dag et rigtig stærkt brand, og vi tror på, at det er det rigtige tidspunkt for os at gå online. Danskerne har igennem de sidste par år for alvor taget de mange elektroniske platforme til sig, og det er klart, at vores forretning også skal følge udviklingen i markedet – især når vi har et produkt, der i den grad egner sig til andre platforme end spillebrættet, siger Jesper Bülow, stifter af Bezzerwizzer Nordic Aps.
Test din egen viden
her.