Et af landets førende digitale bureauer, Zupa, har netop offentliggjort regnskab for 08/09 (der løber fra oktober til september), og det er net uden at være pralende.
Det fortæller virksomhedens direktør Niels Ranum.
– Selvfølgelig er vi glade og stolte over at kunne vækste gennem en meget vanskelig periode. Men det er omvendt ikke nogen hemmelighed, at vi af flere årsager ikke formåede at få bundlinjen helt med, siger han.
Resultatet endte på 2,2 millioner før skat mod forrige års resultat på 3,6 millioner. Men samtidig leverede bureauet en omsætningsvækst på næsten tyve procent og rundede dermed 30 millioner.
– Der er flere ting, der spiller ind. Især at vi trods den vanskelige tid valgte at holde fast i et strategisk skifte væk fra det tekniske mod det mere kommunikative, siger Niels Ranum og fortsætter:
– Det har betydet, at vi desværre har sagt farvel til en række fantastiske kolleger, men heldigvis sagt goddag til en række nye. På samme måde har vi af samme grund frivilligt sagt farvel til en lille håndfuld kunder. Ikke nogen sjov øvelse, men til gengæld tror vi på, vi går styrket ind i 2010.
I løbet af det sidste år har Zupa fået blandt andre DFDS, Seat og SEAS NVE på kundelisten