Til august får den kreative branche endnu en uddannelse. Baggrunden er et udtalt behov hos erhvervslivet, som efterspørger flere medarbejdere med stort kørekort til de mange nye digitale platforme.
Det er VIA University College, som med hovedafdeling i Aarhus, bliver udbyder af den nye uddannelse, der får navnet ”Multiplatform Storytelling and Production”.
Uddannelsen kommer til at vare 3½ år og kommer til at ligge i Filmby Aarhus, hvor mere end 60 kreative virksomheder allerede har til huse, og hvor der bl.a. er filmstudier og andre faciliteter, som de kommende studerende og undervisere kommer til at gøre brug af.
Uddannelsen skal kort og godt ruste de studerende til at producere indhold til de mange nye digitale platforme. De studerende skal således lære at producere kortfilm, spil, apps, musikvideoer, web film og reklamefilm for virksomheder. Foruden konkret produktion vil de studerende også få kompetencer og indsigt i hele værdikæden fra idé til design og afsætning på det globale marked.
Tæt på virkeligheden
En del af medarbejderne fra virksomhederne i Filmby Aarhus samt fra Aarhus Universitet og Den Danske Filmskole vil også komme til at være gæstelærere på den nye uddannelse – sammen med udenlandske undervisere fra internationale film- og mediemiljøer.
– Vi prioriterer det højt, at den nye uddannelse får en tæt kobling mellem teori og praksis. Derfor er det ideelt, at uddannelsen kommer til at ligge i Filmby Aarhus – dør om dør med udøvende filmskabere og andre kreative mediefolk. De studerende vil kunne lære rigtig meget af at se professionelle over skulderen og kunne indgå i en række konkrete samarbejder, fortæller Anne Mette Zachariassen, som er direktør for Højskolen for Kreative Erhverv hos VIA, som i forvejen udbyder uddannelser inden for bl.a. design og animation.
Anne Mette Zachariassen understreger, for at sikre nærheden til virkeligheden, vil der som en fast del af uddannelsen indgå et praktikforløb.
Opbakning fra alle sider
Hos Filmby Aarhus har hele filmbyens Advisory Board, der tæller ledere fra eksempelvis Zentropa Film, M2 Film, European Film College og LEGO, plæderet for at få Multiplatform Storytelling and Production-uddannelsen godkendt.
– Det er centralt, at uddannelsen udvikles i et kreativt og internationalt miljø i samspil med aftagerne. Og det er vigtigt, at uddannelsen placeres i et bygningsfællesskab med Filmby Aarhus, som er centrum for film- og medieproduktionen i Vestdanmark, lyder det fra Carsten Holst, som står i spidsen for Filmby Aarhus.
Formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen, pointerer, at film og nye medier er et særligt indsatsområde i regionens strategi for erhvervsudvikling. Bent Hansen betegner derfor det nye tiltag som en ”klog satsning”, som der er store forventninger til i en erhvervsøkonomisk sammenhæng.
Behovet er stort
En række forundersøgelser har dokumenteret, at der er et stort behov for en uddannelse, hvor kreative erhverv, både herhjemme og i udlandet kan rekruttere veluddannet arbejdskraft. Efterspørgslen hænger bl.a. sammen med, at der i de kommende år vil blive produceret endnu mere film til de mange nye platforme, og at den globale konkurrence inden for innovation er i kraftig vækst.
– Mediebranchen er en vækstbranche, hvor behovene løbende udvikler sig. For at imødekomme branchens behov er det vigtigt at få uddannet mediefolk med forskellige kompetencer, slutter Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen.
Kort om ”Multiplatform Storytelling & Production”-uddannelsen
– Uddannelsen udbydes af VIA University College.
– Uddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, der varer 3½ år.
– Uddannelsen placeres fysisk hos Filmby Aarhus på havnen i Aarhus.
– Fagene på uddannelsen hedder: ’Multiplatform Storytelling’, ’Multiplatform Media Technology & Technique’, ’Multiplatform Producing’, ’Business Entrepreneurship’, ’Kommunikation’ samt ’Kunsthistorie og værdiciplinær kunstnerisk netværk’.
– Adgangskravet til uddannelsen er studentereksamen eller tilsvarende, en motiveret ansøgning, præsentation af en portofolio samt en personlig samtale.
– Uddannelsen optager ca. 30 studerende årligt.
Læs mere om uddannelsen her.