Fire ud af fire mulige lyder statistikken for ZUPA ved Danish Internet Awards.
Bureauet har været repræsenteret ved de seneste fire gange DIA og har hver gang hentet priser.
I år var høsten to awards for henholdsvis Danske Bank og Jyllands-Posten. Sidstnævnte i samarbejde med reklamebureauet Uncle.
– Selvfølgelig er vi glade for igen at vinde ved DIA. Og så vidt jeg husker, er vi gennem årene dem, der har haft flest nomineringer og har vundet priser for flest forskellige kampagner. Hvis vi ikke sammenligner os med mediebureauer selvfølgelig, siger direktør Niels Ranum.
Men han understreger, at priserne på ingen måde er det vigtigste:
– Det er et skulderklap til både kolleger og kunder. Men midt i den i øvrigt ret underholdende diskussion om priser og deres berettigelse, kan jeg kun tilslutte mig koret, der har svært ved at adskille kreativitet og effekt, siger Niels Ranum og fortsætter:
– Så jo, vi er da glade for vores awards, men det primære er, at det også skaber forretningsmæssig effekt for vores kunder. Ellers ender vi med at have en spøgelsesvæg med priser, vi har vundet for tidligere kunder.
Foruden debatten om kreativitet kontra effektivitet, bliver der også talt en del om krise pt. Men det ikke noget ZUPA lider det store under.
– Det går rigtig godt, faktisk er vores aktivitetsniveau lidt over sidste års niveau. Og vores pipeline er solid. Men vi bilder os ikke ind, vi kan gå på vandet, og er som så mange andre spændte på andet halvår af 2009, siger Niels Ranum.
Læs mere om DIA09 i Markedsføring 05-2009, der udkommer i denne uge.