Brancheglidningen fortsætter, og mediebureauet IUM træder nu dybere ind på den kreative scene – der traditionelt har været forbeholdt reklamebureauer – i form af det digitale og sociale bureau Marvelous.

Marvelous er ingen ny opfindelse, da det har eksisteret som en kompetenceafdeling i IUM i snart halvandet år, men nu har afdelingen nået en sådan størrelse, kundebase og kultur, at bureauet kan og skal stå på egne ben, lyder det fra IUM’s direktør Michael Thim.

– Marvelous har været dygtige til at finde et hul i markedet indenfor digitale strategier og kommunikationsløsninger, og har skabt en rolle til sig selv siden dag ét. Marvelous arbejder i dag for en række af vores kunder, men bureauet har også deres egne kunderelationer, som de har bygget fra bunden, siger han.

Etableringen af Marvelous som selvstændigt bureau kommer i kølvandet på, at fire af landets store reklamebureauer, envision, Wibroe, Duckert og Partners, We Love People og &Co, har etableret mediebureauet Orchestra.

– Vores skridt med Marvelous er endnu et resultat af den brancheglidning, der pt. finder sted, hvor reklamebureauerne jo også bevæger sig ind på vores område. Vi vil det seriøst indenfor det digitale område, fastslår Michael Thim.

Gang i butikken
I spidsen som direktør for Marvelous står Christian Strand, der i mange år har tegnet IUM’s digitale afdeling, og som har været med siden de digitale mediers indtog i starten af 00’erne.

– Det har været en enormt spændende opgave at bygge Marvelous op fra bunden og være med til at tilføre IUM en kompetence, der træder over i den kreative verden. Vi ser et helt klart behov i markedet for et kreativt digitalt bureau bygget på de klassiske mediebureaudyder, siger han.

Han fortæller, at bureauets mission er at tage det bedste fra den kreative, digitale og mediamæssige side af branchen og udvikle kommunikationsløsninger til kunderne, som giver positiv ROI og engagement bygget på indsigter og faktuel data.

– Vi vil gøre op med mantraet om, at man ikke kan sætte rammer for kreativitet og vil i stedet agere efter den virkelighed og de rammer, vores kunder befinder sig i. Det har vi allerede bevist kan lade sig gøre, siger Christian Strand.

De seneste måneder har været hektiske og præget af nyansættelser og opmanding på kompetencesiden, så bureauet nu tæller 13 mand.

– Vi er en god blanding af erfarne kreative kompetencer med mange forskellige baggrunde. Nogen af os kommer fra mediebureauverdenen, mens andre kommer fra reklamebureauer eller har arbejdet med digitale løsninger andetsteds. Vi tror på, at alle er kreative, og at det giver bedre idéer og koncepter at bringe alle kompetencer i spil, siger Christian Strand.

Masser af nye kunder 
Han fortæller, at 2012 sluttede med et par store kundetilgange og 2013 er startet med endnu flere nye kunder og nye samarbejder.

– Vi arbejder bl.a. for Microsoft, Mentos, dagligvarekæderne Kiwi minipris, Spar og Københavns Lufthavne. Og netop Københavns Lufthavne, som Marvelous er social media bureau for, skal der holdes øje med, siger han og fortsætter:

– Vi er i gang med mange spændende projekter sammen med lufthavnen på de sociale medier, som kommer til at redefinere, hvordan sociale medier tænkes ind i forretningen og samtidig danner relationer til kunderne. Det er noget, der vil vække opsigt ude i verden, siger Christian Strand.

E-commerce & Marketing Director fra Københavns Lufthavne, Karen Bender, vil, ligesom Christian Strand ikke løfte mere af sløret for, hvad projektet mere konkret går ud på.

– Marvelous er blevet en vigtig strategisk partner i den rejse indenfor sociale medier, vi har sat i gang. De arbejder både strategisk og taktisk for os, og formår at se tingene fra nye vinkler. De er kreative, innovative og er gode til at identificere nye muligheder for os og udfordre status quo, lyder skudsmålet.

Og Christian Strand glæder sig til, at Marvelous for alvor træder ind i bureaubranchen.

– Nu står vi på egne ben og skal ud og konkurrere med primært de digitale reklamebureauer om kunderne. Det ser jeg frem til, slutter han.