Sidste år besluttede Coca-Cola at man fremover ville arbejde med en ny, enstrenget brandstrategi, der skulle give alle Coca-Cola-brands et fælles udtryk – og nu kommer den første synlige ændring på det danske marked.
Det er den sukkerfrie variant Coca-Cola Zero, der dels får et nyt look, der afspejler den nye globale brand-stil, dels skifter navn til Coca-Cola zero sugar – og dels har fået en ny smag, der ifølge læskedrik-giganten selv ligger tættere på den originale ”røde” Coca-Cola.
Og hos Coca-Cola Danmark glæder man sig til at kunne tilbyde danskerne en ny valgmulighed.
– Med Coca-Cola zero sugar vil vi gerne forkæle dem, der elsker den originale Coca-Cola, men gerne vil have en sukkerfri variant. Vi har mange fans af den originale Coca-Cola, som har fortalt os, at de ikke får den samme tilfredsstillende smag og oplevelse, når de drikker en sukkerfri variant. Derfor ville vi gerne gøre noget for de forbrugere, og det er netop det, som vi nu har fokuseret på, siger Charlotte van Burleigh, Country Manager for Coca-Cola Danmark.
Flere års udviklingsarbejde
Zero-varianten blev under sloganet ”Go Big or Go Home” introduceret på det danske marked i 2007.
Det var en af de største produktlanceringer, der var set i dansk detailhandel – og en effektiv en af slagsen: Efter det første kvartal havde 51 procent af alle danskere smagt Coca-Cola Zero, og et år efter havde 15 procent Zero som deres fortrukne sodavand, mens 16 procent dengang sagde, at de drak den ugentligt.
Året efter modtog Coca-Cola Zero analysehuset Nielsens pris for bedste produktlancering ved Dagligvareleverandørernes årlige netværkstræf – og i dag, otte år senere, får den sorte cola, som den også kaldes, altså både nyt look, nyt navn og ny smag.
Indtil nu har det ifølge Coca-Cola været en udfordring at efterligne den smag, der findes i den originale Coca-Cola. Derfor har det også taget flere års udviklingsarbejde og krævet en særlig holdindsats at skabe den nye, forbedrede smag. Men nu har man fundet den helt rigtige opskrift, lyder det fra virksomheden.
– Vi har både arbejdet på at skabe en sukkerfri variant, der spejler den smag og den følelse, man får fra en sodavand med sukker, og vi har udviklet et helt nyt look, der viser, at zero sugar er sin egen og samtidig en del af Coca-Cola familien, siger Charlotte van Burleigh.
Seks designbureauer
Coca-Colas one brand-strategi betyder, at markedsføring, merchandise og sponsorering af Coca-Cola får fælles identitet, at alle emballager får samme Coca-Cola brand-stil – uanset om der er tale om brands med eller uden kalorier eller smagsvarianter med kirsebær eller vanilje – og at alle varianter af Coca-Cola ”vil fremhæve de individuelle karakteristika og forskelle ved hjælp af design og klare ingrediensbeskrivelser”.
Og på det danske marked er det altså Zero – som nu officielt hedder Coca-Cola zero sugar – der er det første Coca-Cola-produkt med nyt design som resultat af den ændrede strategi.
Det nye design er skabt af The Coca-Cola Global Design Team i samarbejde med seks designbureauer fra hele verden – heraf to svenske. Det drejer sig om BVD, Stockholm, Tatil, Rio de Janeiro, SDL, Stockholm, Moniker, San Francisco, Hey Studio, Barcelona og United Design, San Francisco.
Coca-Cola zero sugar bliver i Danmark fremstillet af samarbejdspartneren, Carlsberg Danmark og kom på hylderne i butikkerne hen over weekenden.