Mange danske virksomheder bruger børn som reklamesøjler. Vel at mærke uden at forældrene er blevet informeret.

Sådan lyder det fra mediehuset TV 2, der har undersøgt 16 virksomheders brug af børne-influenter.  

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, mener, at det er "rystende”, at virksomhederne ikke har styr på reglerne.  

- Vi har en lov, der siger, at forældrene skal give samtykke. Der er åbenbart stort ukendskab til den lovgivning – eller også er de her virksomheder bare ligeglade med, om den bliver overholdt, siger han til TV 2. 

Forbrugerombudsmanden har i en 33 sider lang vejledning understreget, at arbejder man med børn og unge, så gælder der særlige regler.  

Det vil blandt andet være i strid med god markedsføringsskik, hvis forældrene til børnene ikke har givet samtykke.   

Matas blandt synderne

En af de influenter, som TV 2 har talt med, er 13-årige Kristine Balslev. Hun har reklameret for 16 virksomheder, heriblandt Matas, og ingen af dem har ifølge den unge influent og hendes mor spurgt om forældresamtykke.

TV 2 har kontaktet de 16 virksomheder, som Kristine Balslev har modtaget produkter fra. Seks af dem har ikke ønsket at udtale sig.

En af dem, der gerne vil svare, er Danish Skin Care. Her lyder forklaringen, at de har lavet en fejl ved ikke at indhente samtykke fra børnenes forældre, mens Matas forklarer, at de ikke kendte Kristine Balslevs alder. 

- Det er klart en fejl, at vi i enkelte tilfælde ikke har kendt alderen på de unge, siger Matas' e-handels​direktør Brian Andersen til TV 2.

Forbrugerombudsmanden er på banen

De 16 virksomheder vil nu blive undersøgt, oplyser Forbrugerombudsmanden til TV 2.

Hvis Forbrugerombudsmanden konkluderer, at der er tale om overtrædelse af god skik, vil virksomhederne blive bedt om at give et tilsagn om, at de vil ophøre med det.

Først hvis det skulle vise sig, at virksomhederne alligevel fortsætter med at bryde loven, vil de blive politianmeldt og retsforfulgt.