Ansøgningsfristen 08.11.2026

Vil du spille en central rolle i udviklingen af fremtidens sundhedstilbud hos Danmarks mest innovative sundheds-NGO?

Vil du være med til at forme fremtidens Hjerteforening? Vi søger en Chef for Sundhedstilbud, der kan stå i spidsen for den fortsatte transformation af vores sundhedstilbudsområde og være med til at sætte nye standarder for, hvordan en moderne sundhedsorganisation skaber værdi. Opgaven er at sikre, at flere mennesker oplever relevante tilbud, samtidig med at vi udvikler en mere digital, skalerbar og effektfuld portefølje, der skaber større værdi for flere mennesker.

I Hjerteforeningen arbejder vi på tværs af fagligheder for at skabe størst mulig værdi. Som chef leder du en kompetenceenhed med ansvar for medarbejdernes trivsel, udvikling og faglige styrke. Samtidig driver du en portefølje af tværgående indsatser, hvor medarbejdere fra hele organisationen samarbejder om at løse vores vigtigste opgaver. Du skaber retning, prioriterer ressourcer og sikrer, at de rette kompetencer bringes i spil. Derudover bliver du en del af Hjerteforeningens chefgruppe – Strategisk Forum, hvor du sammen med direktion og chefkollegaer har ansvar for at prioritere indsatser, udviklingsportefølje og ressourcer både på dit eget område og på tværs af organisationen.  

Som Chef for Sundhedstilbud bliver du en nøglespiller i at omsætte Hjerteforeningens ambitioner til sundhedstilbud, der gør en mærkbar forskel for danskerne. Du skal gå forrest i at sikre, at vi udvikler nye løsninger, styrker eksisterende tilbud og at flere får gavn af dem gennem blandt andet digitale muligheder. Vi arbejder ud fra princippet test, lær og skaler det der virker med fokus på effekt og værdi. Du skal derfor kunne balancere høj sundhedsfaglig kvalitet og nærværende ledelse med behovet for at nytænke, konceptualisere, digitalisere og skalere de indsatser, der skaber størst effekt for flest.

Rollen indebærer både personaleledelse i egen kompetenceenhed for pt. 19 medarbejdere og sponsoransvar i tværgående projektteams, der driver og udvikler vores sundhedstilbud. 

“Jeg jagter idéen om fremtidens sundheds-NGO, der flytter grænser, perspektiver og normer. Vi er en ambitiøs og modig organisation, som både skal lykkes med en vigtig sag på den lange bane og samtidig kunne agere hurtigt og ud fra forretningsmæssige logikker. Vi giver stor frihed under ansvar – også til vores medarbejdere – samtidig med at vi er dybt afhængige af, at alle chipper ind i fællesskabet. Vi har derfor brug for en ny chef-kollega, som vil trives godt med både ambitionerne og kulturen, som kan udfordre os og bidrage positivt til, at vi kan sikre hjertesundhed for alle danskere,” fortæller adm. direktør Morten Ørsted-Rasmussen. 

Dine vigtigste opgaver bliver at 

  • Sætte en tydelig retning for sundhedstilbudsområdet og omsætte strategi og ambitioner til konkrete sundhedstilbud.   
  • Drive udviklingen af produktporteføljen gennem løbende prioritering, udvikling, skalering og omlægning af de tilbud, der skaber størst værdi, effekt og rækkevidde 
  • Personaleledelse af kompetenceenhedens projektledere og medarbejdere samt faglig ledelse af tværorganisatoriske projekter/indsatser.   
  • Indgå i Strategisk Forum og tage medansvar for prioritering, ressourcetildeling og eksekvering af Hjerteforeningens samlede strategiske udvikling. 
  • Have medansvar for at drive den igangværende transformation, hvor digitalisering, skalerbarhed og nye arbejdsformer skal bidrage til større effekt og værdiskabelse. 
  • Styrke en mere målgruppe- og værdiorienteret tilgang til sundhedstilbuddene med fokus på at nå flere mennesker og skabe størst mulig effekt 
  • Sikre en databaseret styring af tilbudsporteføljen med fokus på effekt, rækkevidde, medlemsværdi og ressourceanvendelse. 

Vi forestiller os, at du bl.a.: 

  • Har minimum 5-8 års ledelseserfaring – herunder personaleledelse, strategisk ledelse og ledelse af projektledere med fagligt lederansvar. 
  • Har dokumenteret erfaring med produkt- med forretningsudvikling og har betydelig erfaring med at udvikle, drive tilbud, services eller koncepter målrettet medlemmer, borgere, patienter, brugere eller kunder. 
  • Har erfaring med forandringsledelse og transformation i en kompleks organisation. 
  • Kan skabe følgeskab, begejstring og fremdrift i en tværgående og samarbejdende organisation. 
  • Er dygtig til relationer, nysgerrig på andre og evner at skabe et godt, åbent og trygt arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og kollegaer har lyst til at bringe idéer, dilemmaer og faglige perspektiver i spil. 
  • Kan sikre resultater og få følgeskab ved at gå forrest, være tydelig og have modet til at handle og agere agilt. 

Velkommen til Hjerteforeningen. Vi er en moderne og sund arbejdsplads med store ambitioner og fællesskab! 


Hjerteforeningen er en hjertesund arbejdsplads, hvor vi elsker at bevæge os sammen, nørde hjertesunde snacks og skabe gode rammer for et hjertesundt liv – både for vores målgruppe og for vores kollegaer. Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi kender hinanden og samarbejder på tværs af organisationen. Vi går op i trivsel, da vi er helt overbevist om, at mennesker, der trives, leverer de bedste resultater. Vi eksperimenterer løbende med nye arbejdsformer, og vi måler hele tiden på medarbejdernes motivation og arbejdsglæde – og den er heldigvis rigtig høj. Vi har en fleksibel arbejdslivsmodel, som giver mulighed for, at vi under hensyn til samarbejdet og arbejdsopgaven selv kan tilrettelægge arbejdstid og arbejdssted, så der sikres en god balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. 

Vi bor i Vognmagergade 7, tæt ved Nørreport Station, i et moderne og hyggeligt kontormiljø med forskellige arbejdszoner indrettet til forskellige arbejdsopgaver og mødeformer. Vi har lækker frokost og god kaffe, hvor du endda kan lave din egen latteart. 

Praktisk information 


Stillingen er en fast fuldtidsstilling med arbejdssted på Hjerteforeningens hovedkontor i København K. Du indgår i Hjerteforeningens Strategiske Forum og refererer til administrerende direktør, Morten Ørsted-Rasmussen. 

Løn og vilkår følger Hjerteforeningens lønpolitik for chefer på samme niveau og inklusive pension og sundhedsforsikring. Lønnen afspejler, at der er tale om en NGO . Herudover tilbydes en lang række markedsunikke personalegoder, som understøtter et sundt arbejdsliv i balance, herunder 8 feriefridage, frihed ved barns sygdom og ubegrænset omsorgsdage (under hensyn til samarbejde og arbejdsopgaver). 

Vi har selvfølgelig røgfri arbejdstid, hvilket betyder, at man ikke må ryge i arbejdstiden – hverken indendørs, udendørs eller udenfor matriklen. Dette gælder både internt og eksternt ved repræsentation af Hjerteforeningen.  

Tiltrædelse forventes den 1. januar 2027. Der afholdes første samtaler den 16. november og anden samtaler den 26. november. Mercuri Urval deltager i rekrutteringsprocessen, og der vil være test mellem første og anden samtale. 

Er du blevet nysgerrig?  


Hvis du synes, ovennævnte lyder spændende, vil vi opfordre dig til at læse den uddybende profil her, hvor du kan blive klogere på Hjerteforeningen, stillingen og vores forventninger til dig. Du er også velkommen til at kontakte partner og direktør hos Mercuri Urval, Henriette von Essen-Leise, på tlf. 2943 5048 for en fortrolig drøftelse. 

Hos Hjerteforeningen ønsker vi at bygge en mangfoldig, inkluderende og autentisk arbejdsplads. Synes du, at stillingen lyder spændende, men at din tidligere erfaring ikke afdækker alle krav til punkt og prikke, så vil vi opfordre dig til at tage en snak med os alligevel.

Ansøgningsfristen er den 8. november klokken 23.59, men ansøg gerne før. Du ansøger ved at uploade din motiverede ansøgning og dit CV her på siden. For at sikre en retfærdig og effektiv rekrutteringsproces, beder vi dig undlade at tilføje et foto i dit CV.

Vi tror på, at forskellige perspektiver og baggrunde styrker vores arbejde og hjælper os med at gøre en positiv forskel for hjertesundheden i Danmark.