Vi leder efter en kommercielt stærk, synlig og eksekverende Chief Commercial Officer, der kan løfte foreningens kommercielle forretning, styrke medlemsværdien og være med til at sætte retningen for branchens største fællesskab inden for marketing, salg og kommunikation.
Om Dansk Markedsføring
Dansk Markedsføring er Danmarks største medlemsorganisation, der samler, udvikler og styrker hele den danske marketing‑ og kommunikationsbranche – på tværs af virksomheder, bureauer, tech‑aktører, medier og talenter. Foreningen arbejder for en branche, hvor viden, kreativitet, teknologi og ansvarlighed driver kvalitet, innovation og vækst. Vi er stedet, hvor ledere, specialister og frontløbere finder retning, dyb indsigt, fagligt fællesskab og modet til at forme fremtidens marketing – til gavn for både virksomheder og samfundet.
Siden 1924 har Dansk Markedsføring været et objektivt og uafhængigt fagfællesskab og branchens naturlige omdrejningspunkt. Foreningen er både et videnscenter, der samler og formidler branchestandarder via konferencer, kurser, events, podcasts og andre platforme, og et mødested, hvor branchens aktører lærer af hinanden og skaber livslange professionelle relationer. Samtidig hylder foreningen branchens største succeser til inspiration for nutiden og fremtiden. I samarbejde med Markholt & Partners står Dansk Markedsføring bag The M List – den årlige udvælgelse af de 200 mest markante profiler inden for marketing, tech, kommunikation og medier, som også danner grundlag for nomineringerne til Årets CMO.
Om stillingen
Som ny CCO bliver du en nøgleperson i Dansk Markedsførings fremtid – direkte ansvarlig for at tage foreningen til næste vækstplateau og gøre foreningens medlemstilbud endnu mere succesfulde kommercielt. Du får det samlede ansvar for Dansk Markedsførings kommercielle forretning – fra medlemskaber til annoncesalg, partnerskaber, sponsorater og nye indtægtskilder. Denne rolle rapporterer direkte til administrerende direktør Gitte Tvilling.
Med din strategiske sans og skarpe kommercielle tæft skal du udvikle og eksekvere en ambitiøs vækststrategi, som både styrker foreningens eksisterende medlemsmodel, skaber medlemsvækst og baner vejen for nye indtægtskilder – digitalt såvel som gennem partnerskaber og sponsorater. Din mission vil være at skabe en førsteklasses medlemsoplevelse gennem hele medlemsrejsen, fra onboarding og aktivering til fastholdelse og win-back. Dette kræver en dyb forståelse for branchens behov, for både personlige og virksomhedsmedlemskaber samt digitale abonnementer, og evnen til at bygge et stærkt og loyalt fællesskab af medlemmer og partnere.
Du bliver et af foreningens tydeligste ansigter udadtil, og du har lyst til at stå frem, tage ordet i branchen og tegne Dansk Markedsføring. Det er en unik mulighed for at sætte dit eget præg på foreningens kommercielle udvikling i en tid med forandring.
Dine ansvarsområder inkluderer:
- Have det strategiske og operationelle ansvar for foreningens kommercielle aktiviteter og udvikle en kommerciel strategi, der skaber vækst på tværs af medlemskaber, abonnementer, , annoncering og partnerskaber
- Gå forrest i den digitale omstilling af foreningens og mediet Markedsførings kommercielle model, herunder digitale medlemskaber og abonnementer
- Eje medlemsværditilbuddet og udvikle værdiskabende medlemsfordele, så både enkeltmedlemmer og virksomheder oplever værdi gennem hele medlemskabet – og arbejde målrettet med fastholdelse
- Sikre kontinuerlig vækst i medlemsbasen gennem målrettede salgs- og marketingaktiviteter, stærk leadgenerering og et løft af salgsmaterialer og den samlede salgstilgang
- Udvikle nye kommercielle initiativer samt pleje partnerskaber og sponsorater med bureauer, medier og virksomheder – og selv lukke de større aftaler
- Udvikle den kommercielle event- og sponsorstrategi for foreningens konferencer, seminarer og øvrige arrangementer
- Optimere annoncesalg og mediepartnerskaber på tværs af Dansk Markedsførings platforme
- Skabe struktur i pipeline, opfølgning og CRM, så salgsarbejdet bliver mere datadrevet og eksekverende
- Have budget- og resultatansvar for de kommercielle aktiviteter med et skarpt blik for mål og nøgletal – og sikre økonomisk bæredygtighed og vækst
- Lede, motivere og udvikle det kommercielle team samt sikre et tæt tværgående samarbejde med foreningens øvrige afdelinger
Dansk Markedsføring er en organisation med 15 medarbejdere, og du får ansvaret for et mindre kommercielt team med kompetencer inden for martech, data, performance marketing, og salg. Rollen er derfor både strategisk og operationel: Du sætter retningen, men du ejer også afdelingen i praksis. Du er ude og mødes med partnere, åbner døre og lukker selv aftaler.
Din profil
Den ideelle kandidat har flere års erfaring fra en kommerciel lederrolle, gerne inden for medier, medlemsorganisationer eller abonnementsbaserede forretninger. Du har dokumenterede resultater med salg, partnerskaber og fastholdelse, og du kender den danske medie-, marketing- og bureaubranche indefra.
Du er først og fremmest en dygtig sælger og relationsbygger, der trives med at være ude hos partnere og kunder. Samtidig har du en solid forståelse for økonomi og ved, hvilke håndtag der skal trykkes på for at skabe resultater i en mindre organisation. Kommer du fra en større mediekoncern, er du klar til selv at eje hele området – fra strategi og budget til det konkrete salgsmøde.
Du er en spillende træner og en holdspiller, der kan sætte en klar retning, prioritere skarpt og sikre, at gode idéer bliver eksekveret og fulgt til dørs. Du har erfaring med digital forretningsudvikling og arbejder struktureret med data, pipeline og CRM. Du har mange facetter at spille på og forstår, hvad det betyder at have en central rolle i en lille organisation, hvor din indsats er tydelig for alle.
Som person er du synlig, energisk og kommunikativt stærk. Du har lyst til at træde frem og tegne foreningen, og du er en værdifuld sparringspartner for direktøren, der tager medansvar for foreningens samlede udvikling.
Fra fagfællesskab til kommerciel vækst
Dansk Markedsføring er Danmarks største faglige fællesskab inden for marketing, salg og kommunikation, og vi søger nu en CCO, der kan tage foreningens kommercielle forretning til næste niveau. Du får det samlede ansvar for medlemskaber, partnerskaber, annoncesalg og nye indtægtskilder, og du rapporterer direkte til administrerende direktør Gitte Tvilling. En rolle for den kommercielle profil, der vil sætte sit eget præg på en hel branches udvikling.