Mads Hald (47) er ansat som Chief Creative Officer i den danske designvirksomhed LastObject ApS, som designer og sælger genanvendelige produkter til personlig pleje, der erstatter eksempelvis konventionelle engangsvatpinde, vådservietter, hygiejnebind og papirlommetørklæder.

Mads Hald har tidligere arbejdet ti år hos Kunde & Co., hvor han sluttede som partner og kreativ direktør.

I sit nye job skal han være med til at udforme brandingstrategien for LastObjects genanvendelige produkter. Målet er, at forbrugerne opfatter LastObject som et bæredygtigt brand, der er mere attraktivt og miljøvenligt end traditionelle køb-og-smid-væk-produkter.

Mads Hald er uddannet inden for digitalt design og grafisk kommunikation og bor på Islands Brygge med sin kone og to børn. Udover at være sammen med familien løber han meget i fritiden, sejler i havkajak og er vinterbader. Han har desuden været fodboldtræner for ungdomshold i Boldklubben Hekla.