Make-A-Wish mobiliserer i Danmark
– Ole Egeblad bliver ny Fundraising Manager for Make-A-Wish Danmark

Den danske afdeling af globale Make-A-Wish sætter turbo på fundraising med fokus på partnerskaber med virksomheder og mobilisering af danskerne for den gode sag – at opfylde ønsker for børn med livstruende sygdomme.

Alle ved, at gode oplevelser giver energi, optimisme, gå-på-mod og generel livsglæde. For børn med livstruende sygdomme er det endnu mere afgørende med de opmuntrende oplevelser, som de kan tage med sig hjem til en ofte barsk hverdag.

Forudsætningen for at kunne opfylde børnenes ønsker er et godt økonomisk fundament, og selv om Make-A-Wish hidtil har været i stand til at opfylde ALLE ansøgninger fra børn med livstruende sygdomme, vil vi gerne nå ud til endnu flere børn og derved kunne opfylde endnu flere ønsker.

Djamila Honoré – Bestyrelsesformand for Make-A-Wish Danmark:
”Vi har igennem nogen tid arbejdet med vores kommercielle setup og i den forbindelse har vi ledt efter en kapacitet og ressource, der kunne styrke os.

”Ole har en spændende profil med et særdeles tungt CV. Ole´s kompetencer er netop det mix, vi har søgt. En tung kommerciel profil fra nogle af de største og mest markante sponsorater til CSR-kampagner for fremtrædende NGOér og alt dette krydret med et stort netværk og en meget stærk event-kompetence”.

Ole Egeblad.
”Make-A-Wish er en spændende organisation med et fantastisk koncept og formål. Der findes vel næppe noget mere ædelt end at opfylde ønsker og drømme for børn med livstruende sygdomme”.
Ønsker og oplevelser, der kan indgyde fornyet håb og styrke hos børnene og deres familie.

”Kommercielt har Make-A-Wish et stort potentiale, og selv om tiderne er meget udfordrende, er jeg optimist. Tænk, at du som virksomhed kan blive direkte associeret med at opfylde ønsker og realisere drømme. Det er netop temaet i mange virksomheders branding og kommunikation – og her kan Make-A-Wish virkeliggøre det og hjælpe virksomhederne med et helt unikt og konkret ”content”, som gør deres kommercielle budskaber nærværende, personlige og ikke mindst relevante.”