Med et ønske om at være mere synlig og i bevidstheden hos kunder og samarbejdspartnere har Dansk Arkitektur Center (DAC) etableret en decideret salgsfunktion. I rollen som ny Salgs- og Partneransvarlig for DAC er valget faldet på Susanne Jönsson, der kommer med erfaring inden for kundeoplevelser og salg af dansk design. Susanne skal drive salg af oplevelser, læring og mulighed for at holde arrangementer i Dansk Arkitektur Center.

Susanne har arbejdet med oplevelsesturisme både overfor private og for erhvervsmarkedet. CV’et tæller bredt som både konferencerådgiver i Wonderful Copenhagen og event manager for Royal Copenhagen og Holmegaard Glasværk. Senest kommer Susanne fra en stilling som B2B ansvarlig i designhuset Rosendahl Design Group, hvor netop storytelling og salg af danske designikoner har været fokus.

Med oprustningen af salgs- og marketingsteamet understøtter Dansk Arkitektur Center sin vision om at ville være en must-see international kulturattraktion, relevant for alle, der vil opleve og forstå, hvordan arkitektur og design skaber rammerne for vores liv.