På den ordinære generalforsamling d. 19. april 2023 stillede bestyrelsen forslag omkring ændring i § 6.5 hvor ordlyden i dag er:
”Medlemmer af bestyrelsen modtager et mindre bestyrelseshonorar for det arbejde, der er nødvendigt for, at de kan varetage deres bestyrelsesarbejde i foreningen. Det samlede årlige honorar til bestyrelsen kan maksimalt udgøre kr. 200.000. Bestyrelsen beslutter inden for denne beløbsramme honoraret og fordelingen heraf”.
Ændringsforslag:
§ 6.5
Medlemmer af bestyrelsen modtager et mindre bestyrelseshonorar for det arbejde, der er nødvendigt for, at de kan varetage deres bestyrelsesarbejde i foreningen. Det samlede årlige honorar til bestyrelsen kan i 2021 maksimalt udgøre kr. 200.000. Størrelsen på det maksimale bestyrelseshonorar reguleres herefter årligt i overensstemmelse udviklingen i det af Danmarks Statistik beregnede kvartalsvise lønindeks for virksomheder og organisationer efter branche og sæsonkorrigering (ILON12) med ”Reklame og øvrige erhvervsservice” som valgt branche beregnet fra 1. kvartal 2021.
Bestyrelsen foreslog endvidere tilføjelse af nedenstående §:
§ 6.6
Bestyrelsen indstiller til Repræsentantskabets formandskab inden for beløbsramme i pkt. 6.5 størrelsen på honoraret og fordelingen heraf. Fordelingen godkendes af Repræsentantskabets formandskab. Hvis Repræsentantskabets formandskab ikke godkender indstillingen fra bestyrelsen, skal bestyrelsen på ny indstille et honorar til godkendelse, indtil Repræsentantskabets formandskab kan godkende honoraret.
—
Forslagene blev enstemmigt vedtaget, men da ændringer af vedtægterne kræver, at mindst to tredjedele af samtlige medlemmer stemmer herfor indkaldes hermed til en ekstraordinær generalforsamling.
Her kan vedtægtsændringen endeligt vedtages med to tredjedeles flertal af de afgivne stemmer, uanset antallet af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer.
Den ekstraordinære generalforsamling vil foregå online.
Program
Kl. 16.00: Registrering åbner & velkomst v/Thomas Wahl, adm. direktør, Dansk Markedsføring
Kl. 16.05: Afstemning om vedtægtsændringer
Hvert medlem har 1 stemme, og hvert medlem kan kun afgive stemme for et andet medlem ved fuldmagt – jf. vedtægternes § 5.3