Erfaring

Efter at have afsluttet sin uddannelse i 2006 blev Bo Account Manager i Hello Group, hvorefter han blev Account Director i først Underline A/S og så Wunderman. I 2011 begyndte han hos OMD Danmark i en stilling som Digital Strategy Director og har siden 2014 været Managing Director på samme bureau.

Motivation

Bo Damgaard blev i 2014, i en alder af bare 36 år, administrerende direktør for OMD, hvor han siden 2011 har fungeret som Head of Digital med ansvaret for bureauets digitale kompetenceudvikling og organisation. Bo har gennem sine digitale positioner og kundebekendtskaber opbygget netop dét faglige og digitalt funderede kompetencesæt, der med afsæt i innovativ digital og kommerciel tænkning, kendetegner ikke bare fremtidens mediebureaufolk, men marketers i al almindelighed. Bo er selvfølgelig en selvskreven profil på årets The M List, grundet hans faglige kompetenceniveau, men også for den udviklingsrejse, samt synlige resultater, han har bidraget med hos OMD.

Hvad er din største professionelle succes i 2015?

Mine største professionelle successer er skabt i samarbejde med mine kollegaer på OMD. Vi genvandt titlen som Danmarks bedste mediebureau i den årlige MyImage-undersøgelse. Det er vi ekstra stolte af, da det er annoncørerne, der har bedømt os. I tillæg blev vi kåret til de seneste fem års mest prisvindende mediebureau, og vi udkom med vores bedste regnskab til dato.

Hvad gør dig til den professionelle person, du er?

En kombination af at være ydmyg, passioneret, nysgerrig og pragmatisk. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har evnen til at kunne etablere et perspektiv, hvorfra det er muligt at se, om et forretningsproblem er korrekt defineret, dvs. kunne problematisere og overskride simple værktøjslogikker til fordel for strategisk opmærksomhed.

Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?

At skabe yderligere momentum for OMD ved at anvende vores ekspertviden til at accelerere vores “thought-leadership” position i markedet. Det er vores am- bition at medvirke til at bevæge vore samarbejdspartneres tænkning fremad til et punkt, hvor det er alignet med dagens marketingudfordringer.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Jeg er blevet kræsen med tiden. Der er meget støj i vores branche, og mange perspektiver, der blot er maskerede salgsbudskaber. For mig skal faglig inspiration gøre det muligt at blive sin egen fagligheds sigøjner – dvs. identificere de blinde pletter, der gør det muligt at se på sin faglighed udefra for dermed at berige den. Det gør jeg primært gennem bøger, gennem samtaler og gennem mit blog-feed.

Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?

Det er måske mere en bøn end et råd. En stakåndet stemning har grebet vores branche, og det er uden tvivl nødvendigt at tænke nyt for at kunne blotlægge de modsigelser, som den moderne marketingdisciplin er ladet med. Men vi skal passe på ikke at blive historieløse. Megen tankegods i vores disciplin nivelleres i disse år. Vi skulle gerne i fremtiden fortsat evne at tænke længere end fem centimeter.

Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Marketing har i dag langt bedre forudsætninger for at bidrage direkte til virksomhedernes økonomiske fremdrift. 2016 vil være en succes, hvis vi formår at udvikle nye marketing-tanker, som andre kan lade sig inspirere af.