Erfaring
Holger begyndte sin karriere i 1998 med 11 år som Copywriter hos bl.a. bureauerne Propaganda, Raffinaderiet Advertising og Bergsøe4. Holger har siden 2011 været Head of Marketing i CBB Mobil A/S.
Motivation
Holger Wilcks kommer fra en baggrund som Copywriter og er – måske som følge af sin baggrund – en af Danmarks mest kreative marketers. Han har siden 2011 været Head of Marketing i CBB Mobil A/S med ansvaret for at planlægge og eksekvere marketingindsatserne for hhv. CBB Mobil og Bibob. Udover sin kreative tilgang til marketing, har Holger en rigtig god forbruger- indsigt samt en kommerciel forståelse, som også viser sig i de resultater, som CBB præsterer på et hård konkurrencepræget marked. Holger kommer som kreativ, innovativ og digital marketer med en differentieret og meget interessant tilgang til en Head of Marketing-position og er selvfølgelig med på dette års The M List.
Hvad er din største professionelle succes i 2015?
Jeg vil huske 2015 som året, hvor jeg fik opbygget en stærk og fleksibel marketingafdeling af knalddygtige ildsjæle, der er klar på fremtidens udfordringer. Det skete samtidig med, at vi fik eksekveret på kampagner, som på hver deres måde var nyskabende på det danske telemarked.
Hvad gør dig til den professionelle person, du er?
Grundlæggende er jeg drevet af nysgerrighed. Jeg har altid suget information til mig som en svamp, og jeg har altid interesseret mig for, hvad der ligger bag: Hvorfor drejer hjulet rundt? Hvorfor handler mennesker, som de gør?
Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?
Den største udfordring er at forblive relevant i en virkelighed, hvor forskellene på produkter og ydelser bliver mindre og mindre, hvor meget lidt skiller det gode og det dårlige køb, og hvor reklame ikke længere bare passivt fravælges, men skal tilvælges aktivt. Teknik alene redder os ikke. Det er fremragende strategisk planlægning og kreativ eksekvering, der sikrer fremtiden.
Hvor finder du din faglige inspiration?
Ærlig talt ser jeg sjældent reklamer, og jeg bruger ikke særlig meget tid på fagmedier. Min inspiration kommer fra alt det, jeg samler op i hverdagen. På mine hylder med faglitteratur er der få titler om nye buzzwords i marketing. I stedet er der bøger om menneskelige beslutningsprocesser, og hvordan vi opfatter vores omverden. Startup-miljøet er også et godt sted at få et skud faglig inspiration.
Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?
Dyrk nysgerrigheden og smid den overdrevne forsigtighed til side. I en tid, hvor det er op til forbrugeren at vælge, om hun vil kommunikere med dig eller ej, er den største risiko at lave noget, der bare er godt nok. Jeg tror klippefast på, at vi befinder os i starten af en ny gylden æra for kommerciel kreativitet. Det er nu, man skal vælge, om man vil være med eller ej.
Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?
Jeg popper champagnen nytårsaften 2016, når mine medarbejdere og jeg er lykkedes med at vokse fagligt og personligt i et engageret og knivskarpt arbejdsmiljø. I 2016 skal vi vise omverdenen, hvor barren skal sættes, når det handler om next-generation CRM og brand storytelling på tværs af alle medier, kanaler og kunderejser.