Erfaring

Kasper stiftede i 2001 Bacon CPH sammen med sin partner, instruktøren Martin Werner. Efterfølgende har han været medstifter af flere Bacon produktionsselskaber i både Skandinavien og Europa.

Motivation

Kasper Wedendahl er en af de mest vindende producere inden for reklame- film-genren i Danmark og af priser kan bl.a. nævnes de to guldløver, han vandt i Cannes for Volkswagen og for Interflora. Derudover er han stifter af produktionsbureauet Bacon CPH, som i 2014 vandt en Black Pencil ved D&AD for at være det mest prisvindende filmproduktionsbureau i 2014. I dag bruger han det meste af sin tid på at opspore nye talenter, som kan tage Bacon til nye kreative højder. Kaspers talent for at søsætte og lede succesfulde forretninger samt hans beundringsværdige kreative mind-set gør ham til en unik og succesfuld iværksætter i bureauverdenen og derfor også en profil på dette års The M List.

Hvad er din største professionelle succes i 2015?

Ekspansion af kerneforretning til Sverige, opkøb af Maze MCN, sammenlægning af selskaber i et hovedselskab samt professionalisering af organisation.

Hvad gør dig til den professionelle person, du er?

Ansvarlig nysgerrighed.

Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?

At blive ved med at levere de bedste historiefortællere og fortællinger. Uanset platform.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Sammen med mennesker, der er utilfredse med status quo, altså mennesker, der gider og magter at gøre en forskel.

Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?

Tænk over, hvordan du afleverer dit budskab. Ingen ønsker vel at blive opfattet som tossen på gaden, der står og råber umotiveret efter folk, men ikke desto mindre opleves en stor del af vores arbejde som sådan – cue Adblockers.

Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

At eksekvere en content strategi, der giver lige så meget som den tager. Og helst mere.