Erfaring

Martins karriere blev indledt i 1998 i stillingen som konsulent og Account Manager hos Kunde & Co. Herefter var Martin i perioden 1999-2005 Partner & Account Director i bureauet Integral efterfulgt af et år hos Saatchi & Saatchi. Dernæst arbejdede Martin i tre år på kundesiden som marketingdirektør for TDC. I 2008 vendte han tilbage til bureausiden og tiltrådte sin nuværende stilling som CEO og senior partner hos Umwelt.

Motivation

Martin Michael Hansen er blandt bureaubranchens tunge profiler med gode marketingstrategiske evner inden for udvikling af strategisk branding og integrerede kommunikationsløsninger for Umwelts kunder. I sin nuværende stilling har Martin med stor succes været med til at drive bureauet i en mere forretningsorienteret retning og har høstet anerkendelse for sit arbejde. Især Martins arbejde med PFA Pension ”Pensionstallet” og ”PFA Optimator” har trukket en række priser hjem, herunder Advertising Effectiveness Award samt DM-prisen for ”Bedste BtC-kampagne” m.fl. Dette, tilsammen med mere end 17 års erfaring med marketing på både kunde- og bureausiden, giver Martin en sikker plads på The M List.

Hvad er din største professionelle succes i 2015?

Vi har formået at vækste Umwelt samtidig med at vi har mistet store kunder. Det er svært. Det skyldes, at vi har formået at tiltrække nogle af de største og mest attraktive kunder i Danmark, som køber ind i Umwelts tankesæt. Det er jeg stolt af.

Hvad gør dig til den professionelle person, du er?

Jeg forestiller mig, at jeg er nogenlunde til at løse komplekse problemstillinger på en logisk måde. Jeg har et rimeligt batteri af cases og hænger ikke fast i det gamle. Jeg vil hele tiden forny Umwelt ift. hvad jeg ser i udlandet.

Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?

At få vores tankesæt om branded utilities eller “Helpful marketing” til at lykkes på flere niveauer. Det skal være tilgængeligt for alle kunder med varierende budgetter, og jeg skal have hele min organisation med som rådgivere for kunderne.

Hvor finder du din faglige inspiration?

I udlandet. New York, London og Stockholm er langt fremme. Samtidig arbejder vi med Forsman & Bodenfors, som også er langt fremme. Via vores bestyrelse har vi en tilknytning til BIG i NYC – der lærer vi også meget. Synes egentlig også sådan nogle som Redzepi, Olafur Eliasson eller Anders Warming er inspirerende.

Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?

Jeg synes generelt, de gør det godt. Og mange af dem er ret giftige konkurrenter. Men et råd kunne være at sikre sig, at kunderne respekterer et bureau som rådgiver på lige fod med en advokat eller revisor. Især fordi et fragmenteret mediebillede stiller større krav til rådgivning fra bureau til kunde.

Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Jamen, jeg skal have en eller to kunder, som jeg personligt har ansvaret for. Jeg har brugt over 50 % af min tid på PFA, så det skal jeg have fyldt ud. Samtidig skal jeg have min nye partnerkreds på Umwelt til at fungere optimalt. Ift. økonomi, skal vi igen have rentabilitet i projekterne ovenpå nogle vækst år, hvor vi er ca. 3 gange større end for 3 år siden i dag.