Erfaring

I 1991 indledte Martin Ove sin 25-årige karriere i bureaubranchen som Account Manager hos McCann. Han rykkede efterfølgende over til IUM, hvor han i løbet af fem år besad stillingerne som Media Director, Research Director og Client Service Director. Martin Ove blev i 1999 CEO for Mindshare og var med til at etablere bureauet på det danske marked. Han sidder i dag med det overordnede ansvar for Mindshare på det nordiske marked.

Motivation

Martin Ove Rasmussen stod i spidsen, da et af landets største mediebureauer Mindshare slog dørene op i Danmark tilbage i 2000. I dag står han stadig ved roret, ikke kun i Danmark men i hele Norden, som Nordic CEO. Martin er et af landets mest erfarne og anerkendte marketers ud af den klassiske mediebureaubranche. Han har fungeret som underviser gennem mange år og er en ivrig branchedebattør. Som CEO og faglig indpisker og inspirator for et af de mest anerkendte og største mediebureauer herhjemme, kommer vi selvfølge- lig ikke uden om Martin på årets The M List, som han naturligvis er en del af.

Hvad er din største professionelle succes i 2015?

Har en dobbeltrolle som både Dansk og Nordisk direktør, så: 1) En fejlslagen direktør-rekruttering og efterfølgende afvikling kunne have været katastrofal, men fik en udramatisk afslutning. 2) En succesfuld ekstern lancering af Mindshares nye position i Danmark som integreret bureau med nye kunder og opgaver.

Hvad gør dig til den professionelle person, du er?

Jeg er nysgerrig, rummelig og trives bedst i udfordrerrollen. Det gælder både strukturelt, organisatorisk og fagligt. Ønsker at flytte mig hele tiden og træffer hurtige beslutninger. Holder meget af, når andre får succes og bliver glad, hvis jeg kan hjælpe på vej. Det giver plads til at eksperimentere og for udvikling af medarbejdere eller partnere.

Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?

At overbevise en større del af markedet om, at det nye integrerede bureau er vejen frem. Svaret på øget ekstern kompleksitet (marked, forbruger, medie, teknologi) er ikke øget intern kompleksitet (mere in-sourcing/flere eksterne partnere). Tværtimod. Mange modsatrettede kræfter blandt bureauer og kunder. Pbga. holdning eller angst for at miste position. Fremtiden kræver hastighed og sammenhæng.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Jeg finder inspiration mange steder, men sjældent de klassiske steder. Ofte tæt på mig selv blandt dygtige og spændende medarbejdere samt kollegaer i eget bureau/netværk. Men vigtigst, ved at have en omgangskreds, der ligger milevidt fra vores tossede branche. At tale med almindelige mennesker inspirerer mig meget. Den faglige grundessens i kommunikation handler jo om at forstå mennesker.

Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?

Se ud over din egen næse. Og for nogle at få hovedet ud af “røven”. Vær åben og drop snobberiet. Lige børn leger bedst.

Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Endnu flere integrerede og adaptive cases. Holde planen med at aligne det integrerede på tværs af Norden.