Erfaring
I 1993 blev Peter Art Director & Junior Partner hos Courage BDDP, hvor han var i seks år, før han fik stillingen som Creative Director hos Universal Music Denmark. Senere blev han Art Director hos Wibroe, Duckert & Partners, og i 2006 var han med til at stifte bureauet We Love People, hvor han har været partner og kreativ direktør hos siden.
Motivation
Peter Stenbæk er en af de mest passionerede og dygtigste kreative profiler på den danske bureauscene. Man kender Peter som en af hovedkræfterne bag Polle fra Snave- og Toyota-universet samt Aqua’s musikvideoer. Han har – med We Love People – etableret et anderledes tænkende og samfundsbevidst bureau, der har vendt op og ned på, hvordan man kan tænke et dansk reklamebureau. Med stor respekt og beundring fra medarbejdere og kollegaer er Peter en kreativ profil, der har empati og hjertet med i alt, hvad han laver, og som formår at tænke kommunikation og kanalstrategier samtidig. Peter er altid innovativ i sit arbejde, følger tidens tendenser og holder derfor sin faglighed opdateret, hvilket gør ham til en The M List-profil.
Hvad er din største professionelle succes i 2015?
At kunne holde hovedet koldt, hjertet varmt. Og involvering i mange komplekse og superinteressante opgaver.
Hvad gør dig til den professionelle person, du er?
Min baggrund som musiker giver mig en masse værktøjer i forhold til begejstret samspil, kreativ styrke og passion i mit job.
Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?
At skabe tryghed og kærlig omsorg omkring kreativitet.
Hvor finder du din faglige inspiration?
Jens Jørgen Thorsen kaldte reklamefolk for kulturelle lommetyve. Jeg stop- fodrer mig ugentligt med kulturelle oplevelser.
Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?
Tidens tern ændrer sig hele tiden i vores branche. Nyd det evige hamskifte, fagligheden og den nysgerrighed, der følger med. Der sker altid noget interessant, som er værd at udforske.
Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?
At få sat en række nye værktøjer i spil, som giver forbløffende resultater.