Erfaring
I begyndelsen af 1990’erne begyndte Pia sin karriere med ti år som Business Manager i The Kellogs Company. Herefter har hun bl.a. været Key Account Manager i SCA Hygiene Products, indkøbschef i Netto og salgsdirektør i Beauvais. Siden 2010 har hun haft sin nuværende stilling som salgs- og marketingdirektør i Lantmännen Schulstad.
Motivation
Pia Jensen er en rendyrket FMCG-marketer, der siden 1992 har haft sine rødder dybt forgrenet i dansk retail. Især i de sidste fem år, hvor hun har siddet som salgs- og marketingsdirektør hos Lantmännen Schulstad, har hun vist sig at være en af landets dygtigste trade-marketing-profiler, og hun har medvirket til en rivende udvikling hos Lantmännen Schulstad. Pia besidder et sjældent kendskab til salgs- og marketing-mekanikkerne mellem FMCG-producenter og de store danske detailkæder, og en af hendes store styrker er netop, at omsætte en marketingstrategi og få den eksekveret helt ud på hylden med alle relevente interessenter involvereret. Pia skal naturligvis have en plads på dette års The M List.
Hvad er din største professionelle succes i 2015?
Udvikling og gennemførelse af en marketing og salgsstrategi, som skaber en rød tråd i vore aktiviteter og dermed også vækst.
Hvad gør dig til den professionelle person, du er?
Jeg er engageret, passioneret og fokuseret og arbejder tæt sammen med mit team. Teamet er professionelt og besidder de kompetencer og det engagement, der skal til for at skabe succes. Gennem årene har jeg opbygget en del erfaring, som jeg anvender i mine beslutninger, komplementeret af vor strategi samt underbyggende trends, analyser og undersøgelser.
Hvad er din største marketingmæssige udfordring i 2016?
Den største udfordring er at indfri vore målsætninger om vækst med et reduceret budget. Det kræver stort fokus og mod til at gøre ting anderledes.
Hvor finder du din faglige inspiration?
Min faglige inspiration finder jeg via samarbejdspartnere, kunder, medarbejdere, eksterne kilder, medier samt faglitteratur.
Hvad er dit bedste råd til dine kollegaer i branchen?
Udfordre as-is, udvise mod og kreativitet samt udforske nye muligheder.
Hvis 2016 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?
Vi skal i vort team arbejde fokuseret og indfri de målsætninger, som vi i fællesskab har opsat og samtidig have mod til at afprøve nye ting. Vi skal samtidig have det sjovt på rejsen i 2016.