Erfaring

I 2008 begyndte Benjamin sin karriere som webredaktør og siden digital chef hos Socialdemokraterne. Herefter skiftede han til Folkekirkens Nødhjælp og i 2012 skiftede han til bureausiden – først hos Hou Digital og siden hos Geelmuyden Kiese. I 2016 gik han selvstændig med digitaltaktik.dk. Sideløbende er han gæsteforelæser på Københavns Universitet i politik og digitale medier.

Motivation

Benjamin Rud Elberth må betragtes som en af landets bedste profiler inden for rådgivning og analyse af politisk kommunikation gennem sociale og digitale medier. Han er en af feltets mest eksponerede faglige profiler, som i sine analyser stiller skarpt på særligt politisk brug af sociale medier. Han kunne tidligere ses ugentligt i magasinet “Digital Dagsorden – med Haug og Elberth” og optræder desuden som foredragsholder. I 2016 skiftede Benjamin fra bureausiden og gik selvstændigt med digitaltaktik.dk, hvor han fungerer som konsulent. Benjamin er med sine stærke analyser, sin innovative tilgang til kommunikation og sine stærke formidlingskompetencer en kommunikationsprofil version 2.0 og derfor en del af årets The M List.

HVAD ER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2016?

At starte eget firma med det taktiske som hovedfokus. Det har vist sig, at der er brug for en lang række taktiske værktøjer og greb for at få kommunikationen med sociale medier til at give værdi til forretningen.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SKUFFELSE I 2016?

At Facebook fortsat har så stramt greb om alle grene af den kommunikation, der foregår i Danmark og er med til at ødelægge kvalitet i journalistik, markedsføring mv. Det forhindrer en lang række danske virksomheder i at tænke større.

HVAD ER DIN STØRSTE MARKETINGMÆSSIGE UDFORDRING I 2017?

Der er stadig langt mellem kunderne, der vil ofre midler og tid på et gennemarbejdet udgangspunkt for deres kommunikation med sociale medier. Alt for mange virksomheder har ikke knækket koden til, hvordan de får resultater for forretningen med sociale medier, og mange af dem er for stolte til at indrømme det.

HVOR FINDER DU DIN FAGLIGE INSPIRATION?

Der er en lang række specialister i Danmark, der heldigvis ikke er bange for at blive ved med at stille sig selv og deres viden til rådighed og fri brug for andre. I Danmark kommer vi kun langt, hvis vi forstår, at vores eneste konkurrent er udlandet og ikke hinanden.

HVIS DU SKULLE GIVE BRANCHEN EN FAGLIG OPSANG HVAD SKULLE DET SÅ VÆRE?

Hold op med at skrive blogindlæg og klummer med udgangspunktet “En række eksperter påstår … Men sådan forholder det sig slet ikke. Nu skal du høre, hvad jeg har fundet ud af”. Det er sløjt, hvis man ikke kan formulere viden uden at stille sig på skuldrene af andre, der ofte slet ikke har sagt det, som indlægget tager udgangspunkt i. Arbejd sammen – og videreudvikl på andres gode tanker i stedet.

HVIS 2017 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Digitaltaktik.dk skal være det bureau, der bliver betragtet som en uundværlig sparringspartner for en række politiske organisationer og sportsbrands.