Erfaring

Kim startede i 1998 hos Grey Aarhus. Sidenhen har han siddet i topstillinger i flere af Danmarks førende bureauer bl.a. Republica, Kunde & Co, DDB, ADtomics og McCann. I august 2016 blev Kim selvstændig og startede sit eget bureau JONG.

Motivation

Kim Jong Andersen er en af de mest iøjnefaldende og til tider skelsættende bureaupersonligheder i Danmark. Efter flere år hos nogle af branchens fremmeste bureuer og spillere sætter Kim nu sine kræfter og kompetencer ind på sit eget bureau: JONG, hvor han vil udfordre konventionerne og rådgive sine kunder på baggrund af en lang årrække af relevante erfaringer. Kims store indsats i branchen over de seneste to årtier, som er eksemplificeret ved hans initiativ Danish Digital Awards, gør ham til en uundværlig karakter i den danske reklamebranche, som skubber ved grænser og opfordrer til konstant udvikling. Dette, kombineret med hans ekstroverte personlighed og udfordrende digitale kompetenceprofil, gør ham igen i år til en værdig M List profil.

HVAD ER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2016?

At jeg tog springet og søsatte mit eget, uafhængige rådgivningsfirma, og at jeg i løbet af få måneder allerede har haft privilegiet af at rådgive adskillige virksomheder inden for forskellige initiativer, der kommer til at styrke deres digitale tilstedeværelse og kommercielle vækstmuligheder betydeligt.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SKUFFELSE I 2016?

Jeg oplever fortsat en relativ stor friktion inden for den digitale transformation. Virkeligheden er for længst blevet digital. Flere virksomheder er ikke nået så langt, som de burde, og for hver dag der går, bliver det vanskeligere at indhente mere fremsynede konkurrenter, fordi den digitale udviklingeskurve stiger eksponentielt.

HVAD ER DIN STØRSTE MARKETINGMÆSSIGE UDFORDRING I 2017?

At hjælpe virksomhederne med at skabe nogle strukturer og processer samt opbygge kompetencer, der gør, at man rent faktisk kan høste et stor udbytte af de digitale investeringer i data og systemer. Akkumuleret viden er ikke særlig meget værd, hvis den ikke finder vej og bliver til anvendt viden i selve virksomhedens måde at gå til markedet på.

HVOR FINDER DU DIN FAGLIGE INSPIRATION?

The World Economic Forum er et godt sted, hvis man har brug for et makroøkonomisk overblik. Ellers McKinsey Quarterly i forhold til at få et forretningsperspektiv. Contagious for at se, hvilke kampagner, der rykker mest og titler som Fast Company og Wired for at læse om ny teknologi. Og så naturligvis “mit eget medie” Point of View International, der er en kilde til daglig inspiration.

HVIS DU SKULLE GIVE BRANCHEN EN FAGLIG OPSANG HVAD SKULLE DET SÅ VÆRE?

I stedet for at reagere defensivt i forhold til digitaliseringen, skal vi turde at tænke os selv ind i transformationen. Også selv om det tærer på den eksisterende forretning i en overgangsperiode. Hvis man ikke er parat til at udkonkurrere sig selv, er risikoen der for at andre gør det. Det forudsætter en anderledes organisatorisk og markedsrettet smidighed.

HVIS 2017 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Jeg vil gerne have medvirket til at gøre en mærkbar forskel ift. at flytte mine kunder væk fra kun at tænke digital som mediesynlighed og marketingtaktik til i højere grad at gøre digital til en del af den overordnede brand- og forretningsudvikling.