Erfaring

Mads startede som konsulent hos Icon Medialab i 1999, hvorefter han kom til Creuna i 2001. Han arbejdede hos Creuna i 10 år bl.a. som Client Service Director, inden han i 2011 var med til at stifte Think! Digital, nu THINK – hvor han i dag sidder som Partner & Managing Director.

Motivation

Mads Gustafsen fortsætter det hårde arbejde og de flotte resultater for THINK, som over de seneste år er vokset stødt og nu opfattes som en af de helt tunge drenge i klassen. Udover sine digitale og strategiske kompetencer samt synlige resultater er Mads også en stærk og respekteret leder, ligesom at han og resten af THINK holdet bliver opfattet som en god og loyal samarbejdspartner. Hans uendelige viden om digital forretningsudvikling og optimering er ligeledes anerkendt i branchen, og det er på den baggrund, at Mads igen i år er at finde på The M List.

HVAD ER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2016?

THINK har gennemført et strategisk skifte fra at være klassisk digitalt bureau til at fokusere på udvikling af digitale produkter. Der er sagt nej til mange spændende opgaver i år, for at hellige fokus på det, som betyder noget. Det vil sige de rigtige projekttyper, hvor vi arbejder med innovation og forretningsudvikling gennem digitalisering og design af brugeroplevelser.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SKUFFELSE I 2016?

Vi har haft et super godt år med mange succeser og ingen nævneværdige skuffelser.

HVAD ER DIN STØRSTE MARKETINGMÆSSIGE UDFORDRING I 2017?

THINK har gennem de sidste 5 år fået opbygget et stærkt brand inden for især digital strategi og UX. Denne position skal vi fastholde, men vi skal øge kendskabet til vores kreative og designmæssige kvaliteter.

HVOR FINDER DU DIN FAGLIGE INSPIRATION?

Jeg finder inspiration mange steder. Især gennem samarbejdet med kollegaer og i projekter, hvor komplekse problemstillinger skal løses. Derudover følger jeg en lang række blogs, medier og nyhedskilder. Heriblandt www.digitaltonto. com, www.springwise.com, uxmag.com og en lang række skribenter på medium.com

HVIS DU SKULLE GIVE BRANCHEN EN FAGLIG OPSANG HVAD SKULLE DET SÅ VÆRE?

Generelt syntes jeg der bliver lavet for mange kampagner, kommunikation og digitale løsninger, som har mere form af kortsigtet gimmick end langvarigt produkt. Hvis branchen brugte mere kreativ energi på at skabe nogle langvarige platforme og måske i stigende grad deltog i produktudviklingen hos annoncørerne ville resultaterne blive markante.

HVIS 2017 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

2017 bliver en succes, hvis THINK forsat udvikler sig gennem nye spændende kundebekendtskaber og fortsat formår at tiltrække branchens dygtigste farverige personligheder.