Erfaring

Astrid startede sin karriere som frivillig fundraiser på John Kerrys præsidentkampagne i 2004 og har sidenhen arbejdet på blandt andet Københavns Rådhus som pressechef for hhv. Kulturministeriet og Teknik- og miljøforvaltningen. Hertil har hun siddet som Community Manager hos Berlingske. Udover diverse bestyrelsesposter driver Astrid i dag sit eget bureau, der rådgiver virksomheder i digital strategi og social media.

Motivation

Astrid Haug er en af de mest erfarne profiler herhjemme når det kommer til politisk kommunikation, social media- og digital strategi, og hun fylder meget i mediebilledet, hvor hun både er aktiv klummeskribent og en hyppig kommentator på både DR og TV 2. Astrid er forfatter og foredragsholder, og har senest udgivet sin bog “Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til virksomhedens digitalisering”. Astrid er ekspert i at navigere i en digital verden, og formår som få, at forene kommunikationsdisciplinen med digitale muligheder. Det er takket være sine stærke holdninger, sin synlighed i mediebilledet og sit store engagement, at Astrid i år er at finde på listen.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

Det har været udgivelsen af min bog, “Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til den digitale forretningsudvikling”, i juni på Djøf Forlag. Det har været en fed faglig oplevelse, fordi jeg selv undervejs er blevet klogere på, hvordan teknologier som kunstig intelligens, robotter og internet of things påvirker virksomheder i fremtiden.

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

Jeg dyrker ikke nederlag og skuffelser, men i forlængelse af ovenstående kan jeg nævne, at bogskrivning er meget tidskrævende, og et projekt som først afspejler sig på bundlinjen på den længere bane. Bogskrivning er på mange måder et ego-projekt, og det har i 2017 taget tid fra at udvikle min forretning.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

Med min nye bog vælger jeg et bredere fokus på digital transformation, hvor jeg tidligere har fokuseret på sociale medier. I 2018 vil jeg fortsætte det arbejde, jeg har påbegyndt med Frygtløs-bogen – nemlig med at kommunikere de teknologiske tendenser på en måde, så flere folk kan blive begejstret for at skabe digital transformation.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Jeg prioriterer at læse fagbøger, da man her kan nå i dybden med et givent emne. Dernæst læser jeg artikler via appen Flipboard, som samler det nyeste indhold inden for fx teknologi. Jeg får også meget inspiration via sociale medier og udvalgte nyhedsbreve. Og endelig kan jeg godt lide at mødes med nye spændende mennesker.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Der er så mange dygtige folk derude, så det er svært at vælge én. Jeg vil gerne give et skulderklap til alle dem, der vælger at sige farvel til deres trygge job og den faste løn for at skabe deres eget.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Jeg har et mål om at lære noget nyt hver dag, og i denne verden er det heldigvis ikke så svært. På de store linjer vil jeg gerne hjælpe med at løse den udfordring det er, dels at få SMV’ere til at digitalisere deres forretning og dels at få folk til at tage efteruddannelse, så de kan forblive relevante på et arbejdsmarked